Jeg bærer med smil min byrde

Tekst: Jeppe Aakjær, 1906
Melodi: Carl Nielsen, 1915

Jeg bærer med smil min byrde,
jeg drager med sang mit læs,
jeg er som den vilde hyrde,
der genner sit kvæg på græs.

Se, duggen driver fra norden
hen over det bøjede korn,
mens solen stiger af jorden
imellem oksernes horn!

Jeg ser over tindrende marker
og langt mod den blånende fjord,
jeg stirrer på sejlende arker,
men finder ej tolkende ord.

Jeg slænger skalmejen for munden,
jeg trækker så lang dens lyd,
at kilderne klukker i lunden,
og bukkene bræger af fryd!

Hvor kan I dog gruble og græde,
så længe Guds himmel er blå!
Mit hjerte skælver af glæde,
blot duggen dynker et strå.

Nu blomstertiden kommer

Tekst: Israel Kolmodin, 1695
Melodi: Tysk melodi

Nu blomstertiden kommer
med lyst og ynde stor,
sig nærmer bliden sommer,
da græs og urter gror.
Nu varmer sol i lide,
og hvad der lå som dødt,
med hver den dag, mon skride,
står op som atter født.

De fagre blomsterenge
og agrene på rad,
de grønne urtesenge
og skovens friske blad,
de skulle os påminde,
hvor Gud er rig og from,
der lader nåden rinde
og række året om.

Vi høre fugle sjunge
med mange hånde lyd,
skal ikke da vor tunge
lovsynge Gud med fryd!
Min sjæl, ophøj Guds ære
med lov og glædessang,
han fryde vil og nære
os på vort levneds gang!

Du Herre Jesu Kriste,
vor glædes sol og skin,
bliv hos os til vort sidste,
opvarm vort kolde sind!
Giv kærlighed vort hjerte,
forny vor sjæl og ånd,
vend bort al sorg og smerte
alt med din milde hånd!

Du Sarons blomst, vor lykke,
du lilje i Guds dal,
min sjæl du nådig smykke
med dyder uden tal!
Som dug af Sion signe
din nådes væld min ånd
til roserne at ligne,
der står på Libanon!

Velsign du årets grøde
og frugtbargør vort land,
giv os nødtørftig føde,
velsigne sø og strand,
fra himlen dryppe fedme,
bespis os med dit ord,
og med dets nådes sødme
velsigne du vor jord!

Ræven Og Rønnebærene

Nutidens unge er
som sure rønnebær
sagde ræven, han ku´ ikke nå dem

Nu fyrene især
blir virkelig noget værd
stræbsomme, stærke ser de ud

Og så hygger de sig med dans og musik
fester fodbold og matematik
så snakker de om økonomi
og tegner den fremtid vi lever i

Og pigerne de ved
alt om husgerning og kærlighed
de er meget smukke når de smiler

Sammen vil de frem
karriere, hund og hjem
alle hver for sig og lige glade

Og så hygger de sig med dans og musik
fester og fodbold og matematik
så snakker de om økonomi
og tegner den fremtid vi lever i

Nutidens unge er
som sure rønnebær
sagde ræven, han ku´ ikke nå dem

Nutidens voksne er
ræverøde rønnebær
sagde de unge og lod træet fælde

Og så hygged de sig med dans og musik
fester og fodbold og matematik
så snakked de om økonomi
tegned den fremtid vi lever i…

En yndig og frydefuld sommertid

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

En yndig og frydefuld sommertid
i al sin herlighed,
den glæder og trøster så mangen en,
alt ved Guds kærlighed.
Den fører blomsterskaren frem,
og rosen rød, så dejlig og sød,
den ser du da igen.

Blandt alle disse blommer véd jeg én,
en rose for dem alle,
udsprungen af en dejlig gren,
ud af en yndig stamme.
Vel er der mange smukke til,
men jeg for sandhed sige vil:
han overgår dem alle.

Ja, var jeg nu så lykkelig,
jeg kunne rosen få!
Mit hjerte brænder ret inderlig
med længsels stor attrå.
Mit hjerte ler, hver gang jeg ham ser,
og det ud af stor kærlighed
la’r ikke ro mig få.

Går jeg om dagen ud eller ind,
ihvor det være må,
da er du stedse i mit sind,
om natten ligeså.
Og når jeg sover sødelig,
om dig jeg drømmer lykkelig,
ret som du hos mig var.

En stille, høstlig brusen

En stille, høstlig brusen
Tekst: Chr. Richardt, 1887
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard

En stille, høstlig brusen
igennem bøgeskoven går,
og som en vinges susen
gør leen skår i skår.
Og luftens bølger kløves,
thi storkens unger prøves
højt over bondens gård.

Det høje havedige,
hvor hyld og rose blomstred nys,
har ødt sit blomsterrige
og slukt sit kongelys.
Men bærret har sin sødme,
og æblets kind får rødme
fra solens sidste kys.

Og tidseltoppen dunes,
som om det var til bomuldshøst,
og hasselnødden brunes
til alle småfolks lyst.
Med blomster får det være,
thi nu vil alting bære
og række frem til høst!

Jeg elsker, hvad der trives
og sætter frugter i sin art,
selv om det ikke drives
til modenhed i fart.
Jeg hader, hvad der gærer,
når det kun sætter blærer
og aldrig bliver klart!

Men nu er frugtens time,
den kerner sig fra dag til dag.
Med hver en solestrime
får farve den og smag.
Og om end regn kun skyller,
med saften den sig fylder
i dybe åndedrag.

Du skønne livets orden,
at der på forår følger høst,
at der er mer end vorden,
og mer end ungdomslyst:
Bring korn i lo og lade!
Bring frugt bag dunkle blade!
Bring hjertet fred og trøst!

Se dig ud en sommerdag

Se dig ud en sommerdag
Tekst: Jeppe Aakjær, 1904
Melodi: Carl Nielsen, 1917

Se dig ud en sommerdag,
når de bønder tromler:
Land æfor og by æbag,
lærkesang og humler,
byg i skred og bær i blost,
barneleg om frønnet post,
rugens dræ med duft af most
i drift om brede gårde!

Danmark er et lidet land,
strakt fra nord til sønder,
har dog brød til alle mand,
købstadfolk som bønder.
Rugen med det svulne knæ
vokser langt i bakkens læ,
humlekop og pæretræ
får sol mod hvide gavle.

Færgen med det brede bryst,
klædt i stål og plade,
pløjer vej fra kyst til kyst
over bælters flade.
Kobberspir og tag af tegl
ser sig selv i havets spejl,
langvejs ude hvide sejl
mod grønne øer bovner.

Toget stønner tungt af sted,
højt sig rugen løfter,
plagen står ved vangeled,
slår sig løs og snøfter.
Hyrden kobler sine kø’r,
aftensuk i siv og rør,
fra den åbne smededør
går lange skumrings-gnister.

Slider byen, danske mand,
alt for stærkt din trøje,
tag et mål af Danmarks land
fra dets egne høje:
Synet, fjernt af banker lukt,
bliver frit mod bælt og bugt
stemningsfyldt som hejreflugt
om kvæld, når sol går under.

Se, det summer af sol over engen

Tekst: Holger Drachmann, 1897
Melodi: Paul Hellmuth, 1916

Se, det summer af sol over engen,
honningbien vil fylde sin kurv,
og der pusles ved bordet og sengen
af den fattigste sisken og spurv:
og der jubles hele dagen,
men mod kvælden bli’r alting så tyst,
våren synger sin sang, det er sagen,
og mit hjerte bli’r voks i mit bryst.

Der er sølvklang i majbækkens vove,
gyldent skær gennem aftenen lang,
hver en grøft bliver blomstrende skove
langs den kornrige, bølgende vang:
disse bølger, o, de stiger
med min sjæl over solskyens rand,
rundt i verden er dejlige riger,
ingen vår som en maj i vort land!

Velkommen i den grønne lund

Velkommen i den grønne lund
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1843
Melodi: Fritz Andersen, 1852

Velkommen i den grønne lund,
hvor fuglene de sjunge!
det høres skal: den danske mund
til sang har og en tunge.

Vi har det godt i grunden her,
såvel som vore fædre,
vil Gud, den dag tør være nær,
vi får det end lidt bedre.

Vor konge er vor fuldtro ven,
som guld hans ord må skattes:
“Kom hid, I gode danemænd,
og sig os, hvad I fattes!”

Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hverandet barn i Danevang
forstår halvkvæden vise.

For, hvad vi fattes først og sidst,
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske.

Derom sang nys en lille fugl
i syd på Skamlingsbanke,
og synd det var at lægge skjul
på hele folkets tanke.

Vi føre løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.

Hver fugl må synge med sit næb,
og livet, kan vi skønne,
var uden sang kun slid og slæb.
Velkommen i det grønne!

Midsommervisen – Vi elsker vort land

Vi elsker vort land
Tekst: Holger Drachmann, 1885
Melodi: P. E. Lange-Müller, 1885

Vi elsker vort land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje,
når om våren hver fugl
over mark under strand
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans
bli’r dog din, sankte Hans,
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade,
– men den skønneste krans
bli’r dog din, sankte Hans,
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.

Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler:
da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler,
– da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde,
vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde,
– vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.

Vi elsker vort land,
og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyr-slot
kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra sagnrige nord
gaar en glans over jord –
Det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge,
– fra sagnrige nord
gaar en glans over jord –
Det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge!

Vipper springe over klinge

Vipper springe over klinge
Tekst: L. Hölty, 1771
Melodi: C. E. F. Weyse, ca. 1790

Vipper springe
over klinge
under leers lyd.
Brune piger danse,
spøge, flette kranse,
overalt er fryd.

Alt sig glæder,
munter kvæder
hver, så godt han kan.
Tæt om fiskedammen
spise davren sammen
dreng og bondemand.

Hans og Tyge
leen stryge,
meje skår på skår.
Pigerne begynde
sæden op at binde,
alt så lystigt går.

Fro i klynge
piger synge
under leers klang.
Ja, til dagen viger,
og til månen stiger,
lyder munter sang.