Nu blomstertiden kommer

Tekst: Israel Kolmodin, 1695
Melodi: Tysk melodi

Nu blomstertiden kommer
med lyst og ynde stor,
sig nærmer bliden sommer,
da græs og urter gror.
Nu varmer sol i lide,
og hvad der lå som dødt,
med hver den dag, mon skride,
står op som atter født.

De fagre blomsterenge
og agrene på rad,
de grønne urtesenge
og skovens friske blad,
de skulle os påminde,
hvor Gud er rig og from,
der lader nåden rinde
og række året om.

Vi høre fugle sjunge
med mange hånde lyd,
skal ikke da vor tunge
lovsynge Gud med fryd!
Min sjæl, ophøj Guds ære
med lov og glædessang,
han fryde vil og nære
os på vort levneds gang!

Du Herre Jesu Kriste,
vor glædes sol og skin,
bliv hos os til vort sidste,
opvarm vort kolde sind!
Giv kærlighed vort hjerte,
forny vor sjæl og ånd,
vend bort al sorg og smerte
alt med din milde hånd!

Du Sarons blomst, vor lykke,
du lilje i Guds dal,
min sjæl du nådig smykke
med dyder uden tal!
Som dug af Sion signe
din nådes væld min ånd
til roserne at ligne,
der står på Libanon!

Velsign du årets grøde
og frugtbargør vort land,
giv os nødtørftig føde,
velsigne sø og strand,
fra himlen dryppe fedme,
bespis os med dit ord,
og med dets nådes sødme
velsigne du vor jord!

O kristelighed!

1. O kristelighed!
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land, siger Herren, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

2. Lyksalige lod,
at leve, hvor døden har mistet sin brod,
hvor alt, hvad som blegned, opblomstrer på ny,
hvor alt, hvad der segned, opfarer i sky,
hvor kærlighed vokser som dagen i vår,
med roser i hår!

3. Livsalige land,
hvor glasset ej rinder med gråd eller sand,
hvor blomsten ej visner, hvor fuglen ej dør,
hvor lykken er skinnende klar, men ej skør,
hvor dyrt ikke købes til krone på bår
de snehvide hår!

4. O vidunder-tro!
Du slår over dybet din gyngende bro,
som isgangen trodser i brusende strand,
fra dødningehjem til de levendes land;
bo lavere hos os, det huer dig bedst,
du højbårne gæst!

5. Letvingede håb!
gudbroder, nyfødt i den hellige dåb!
O, lån os den fjederham, Ånden dig gav,
så tit vi kan flyve til landet bag hav,
hvor evigheds sol skinner klart allen stund
på saligheds grund!

6. O kærlighed selv!
du rolige kilde for kræfternes elv!
du fylder med Frelserens gavmilde ord
velsignelsens kalk på det kristne Guds-bord;
o, vær du vor livdrik på jorden og bliv
vort evige liv!

7. O kærligheds Ånd!
det evige liv i fuldkommenheds bånd!
O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen i solglansen mild,
så glade vi føler, os skabes i bryst
de levendes lyst!

Velkommen i den grønne lund

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1843
Melodi: Fritz Andersen, 1852

Velkommen i den grønne lund,
hvor fuglene de sjunge!
det høres skal: den danske mund
til sang har og en tunge.

Vi har det godt i grunden her,
såvel som vore fædre,
vil Gud, den dag tør være nær,
vi får det end lidt bedre.

Vor konge er vor fuldtro ven,
som guld hans ord må skattes:
“Kom hid, I gode danemænd,
og sig os, hvad I fattes!”

Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hverandet barn i Danevang
forstår halvkvæden vise.

For, hvad vi fattes først og sidst,
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske.

Derom sang nys en lille fugl
i syd på Skamlingsbanke,
og synd det var at lægge skjul
på hele folkets tanke.

Vi føre løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.

Hver fugl må synge med sit næb,
og livet, kan vi skønne,
var uden sang kun slid og slæb.
Velkommen i det grønne!

Vær hilset, mit gamle fædreland

Tekst: B. S. Ingemann, 1837
Melodi: Niels W. Gade, 1863

Vær hilset, mit gamle fædreland!
du kender mig vel ej ganske?
Engang jeg var en navnkundig mand,
de kaldte mig Holger Danske,
– de kaldte mig Holger Danske.

Med mig drev lykken et underligt spil,
hvert barn mit navn skulle kende,
dog mænd skulle tro, den mand var ej til,
hvis ry fór til verdens ende,
– hvis ry fór til verdens ende.

Mit liv blev givet et sælsomt kår:
det aldrig i verden ophører,
og død kan jeg synes i tusind år,
men dog i løndom mig rører,
– men dog i løndom mig rører.

Jeg lever i danskens hjerte og sind,
jeg lever på folkets tunge.
Kom ej jeg i verdenskrøniken ind,
dog skjaldene om mig sjunge,
– dog skjaldene om mig sjunge.

Min ånd med folkets slægter fór hen,
dybt slumred den mange gange.
Med folket den vågner og kommer igen
med livet i dåd og i sange,
– med livet i dåd og i sange.

Mit navn hver bonde kender endnu,
og glad jeg rækker ham hånden.
Mit levned kommer hver dansk i hu,
som glædes ved folkeånden,
– som glædes ved folkeånden.

Du véd det, landsmand, jeg er ej død,
med kraft jeg kommer tilbage,
jeg er din fuldtro hjælper i nød
på Danemarks gamle dage,
– på Danemarks gamle dage.

Det hørtes sige, da vi fik fred

Tekst: Chr. Richardt, 1866
Melodi: Norsk folkemelodi

Det hørtes sige, da vi fik fred:
Så, Gud ske lov, nu er det jævnet!
Ja, alt er jævnet, vor grænse med.
kun skam og ufærd er os levnet!
Vi sidder atter på vor jævne strand,
vi kives jævnlig og med jævn forstand,
jævn var vor id,
jævn kun vor flid!
thi har så lidet vi evnet.

Hvor var det herligt, om vi engang
kom ud af alt dette jævne
og satte foden til vejrs med sang,
selv om en sål skulle revne,
og spændte øjet op mod himlen blå
og vided synet til vor oldtid grå,
styrked vort mod,
ildned vort blod
til al vor uret at hævne!

Ujævn og knudret er al den vej,
der fører op over fjelde,
og ujævnt havet, når det løfter sig,
de glatte vover, de trælle,
og ujævn er vor fremtids pløjejord:
vi må på ujævnt lære jævne spor. –
Tro må der til,
kækhed og ild,
og ingen famlen tør gælde.

Thi vil jeg råde hver ærlig kraft:
Vær ikke angst for det høje!
sæt målet højt og forsagthed lavt!
og gå til fjelds, selv med møje,
op, hvor det lufter over døgnets dom,
hvor knap vi øjner, hvad vi kævles om, –
så skal I se,
fjeldenes sne
vil nok engang la’ sig pløje.

Abraham sad i Mamre Lund

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1832
Melodi: L. M. Lindeman, 1865

Abraham sad i Mamre Lund,
han var en hyrdekonning
salvet af Gud med egen mund,
og Sara hed hans dronning.

Rig på kameler, køer og får,
det var den drot med ære,
gammel derhos, snart hundred år:
og hvis skal det så være?

Gud havde sagt: “Jeg sandelig
vil i din æt velsigne
menneskens køn på jorderig!”
og løgn kan ham ej ligne!

Abraham sukked dog i løn:
“Til graven brat vi stunder;
føder mig Sara nu en søn,
det er et stort vidunder!”

Dagen var hed, men herrens ven
sad svalt i egeskygge;
hisset da kom tre vandringsmænd
at ønske ham til lykke!

Gæstmild er og den hyrdedrot,
vil rejsen dem forsøde,
byder dem til sit grønne slot
at hvile sig af møde!

Herren det var med engle to,
de lod sig det behage:
hyrden at gæste, som var tro,
og jordens brød at smage.

Herren da siger til sin ven,
alt som han bryder brødet:
“Når om et år vi ses igen,
har Sara søn på skødet!”

Sara hun stod bag dør og lo,
så faldt det hende fremmed:
Abraham tog det ord med tro,
hans håb ham ej beskæmmed’!

Ordet udgik af kongens mund,
som haver alt at råde,
Abraham sad i Mamre Lund
med sønnen af Guds nåde!

Himlene, Herre, fortælle din ære

1. Himlene, Herre, fortælle din ære,
Mesteren prises af hvælvingen blå,
solen og månen og stjernernes hære
vise os, hvad dine hænder formå.

2. Men i dit hus, i din kirke på jorden,
der tale dage med dage om dig,
der sig forklarer din sol og din torden,
der på oplysning selv natten er rig.

3. Ej er i sandhed der ord eller tanke,
som i dit hus jo fik mæle og røst,
og alt så vide, som stjernerne vanke,
bringe på jord de oplysning og trøst.

4. Ordet med solen i skiftende tider
udgår som brudgom i morgenrød glans,
strålende frem ad sin bane det skrider,
krones som helten med aftenrød krans.

5. Så på sin bane din sol i det høje,
lyset i sandhed, omrejser vor jord,
intet i verden er skjult for dens øje,
aldrig udslettes dens strålende spor.

6. Ren som et guld er den lov, du har givet,
omvender sjæle, som agter derpå,
trofast dit vidnesbyrd fører til livet,
vismænd det gør af vankundige små.

Den store hvide flok vi se

1. Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen, hvo er de?
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to’t
i Lammets blod
til Himlens helligdom!
Dér holder de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang.

2. Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på
i Himlens præstedragt!
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød;
nu holder de, hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsals-fest,
og Lammet selv
ved livets elv
er både vært og gæst.

3. Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusindfold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra!
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så’t
med suk og gråd,
i tusind engles lyst!
Opløft din røst, slå palme-takt,
og syng af Himmel-kraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet sagt!

Aleneste Gud i Himmerig

1. Aleneste Gud i Himmerig
ske lov og pris for sin nåde,
som han har os skænket faderlig
at fri os af syndens våde!
På jorden er kommen stor fryd og fred,
vi mennesker må vel glædes ved
Guds yndest og gode vilje.

2. Vi love, vi prise og takke dig,
al æren skal dig tilhøre,
o Herre, Gud Fader i Himmerig,
for kærlighed, du os mon gøre!
Du alle ting har i vold og magt,
det alt må frem, som er din agt,
thi frygte vi ingen fare.

3. O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;
for os du døde og opstod,
du købte os med dit dyre blod,
vor salighed est du alene.

4. O Helligånd, vor trøstermand,
som os vil sandheden lære,
hjælp os at blive i nådens stand
og leve vor Fader til ære!
Beskærm os fra Djævelens falske list,
og hjælp os at tro på Jesus Krist
og blive salige, amen!

Min Jesus, lad mit hjerte få

Min Jesus, lad mit hjerte få
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1845
Melodi: Johann Crüger, 1653

Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig!

Da bliver nådens tid og stund
mig sød og lystelig,
thi du mig kysser med din mund
og tager hjem til dig!

Mit hjerte i den grav, du lå,
som opstod hvid og rød,
lad, når det aftner, hvile få
og smile ad sin død!

Før så mig arme synder hjem
med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalem,
til al din herlighed!