I al sin glans nu stråler solen

I al sin glans nu stråler solen
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1843
Melodi: Henrik Rung, 1859

I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nådestolen,
nu kom vor pinseliljetid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.

I sommernattens korte svale
slår højt fredskovens nattergale,
så alt, hvad herren kalder sit,
må slumre sødt og vågne blidt,
må drømme sødt om paradis
og vågne til Vorherres pris.

Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemlig gennem løvet,
det lufter liflig under sky
fra paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.

Det volder alt den ånd, som daler,
det virker alt den ånd, som taler
ej af sig selv, men os til trøst,
af kærlighed med sandheds røst,
i ordets navn, som her blev kød,
og fo’r til himmels, hvid og rød!

Opvågner alle dybe toner,
til pris for menneskets forsoner!
Forsamles alle tungemål
i takkesangens offerskål!
Istemmer over herrens bord
nu menighedens fulde kor!

I Jesu navn da tungen gløder,
hos hedninger så vel som jøder,
i Jesus-navnets offerskål
hensmelter alle modersmål,
i Jesu navn udbryder da
det evige halleluja!

Vor Gud og fader uden lige!
Da blomstrer rosen i dit rige,
som sole vi går op og ned
i din enbårnes herlighed,
thi du for hjertet, vi gav dig,
gav os med ham dit himmerig!

Helligånd, vor sorg du slukke

Helligånd, vor sorg du slukke
Tekst: Paul Gerhardt, 1647
Melodi: H. Albert, 1642

Helligånd, vor sorg du slukke,
al vor dunkelhed gør klar,
livets kilde du oplukke,
Davids-nøglen du har!
Giv os trøst for al vor nød,
lys for mørke, liv for død!

Du, den nye verdens skaber,
vis i os, hvad du formår!
Kæmp, så verdens fyrste taber,
vind, så Jesu ord består!
Byg dit tempel i vort bryst,
fyld Guds hus med himmellyst!

Nu bede vi den Helligånd

Nu bede vi den Helligånd
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1837
Melodi: 1500-tallet

Nu bede vi den Helligånd
at sammenknytte os ved troens bånd
og til verdens ende
kirken at bevare,
nådig at afvende
al dens nød og fare!
Herre, hør vor bøn!

Du lysets Ånd! opklar os så,
at i sin herlighed kan for os stå
Herren, vi tilbede,
Guds den elskelige,
som os vil indlede
i sin faders rige!
Herre, hør vor bøn!

Du kærlighedens Ånd! indgyd
i Herrens samfund kærlighedens fryd,
så vi glade vandre,
Jesus, mellem dine,
elskende hverandre,
som Gud elsker sine!
Herre, hør vor bøn!

O talsmand! lad os finde trøst,
som barnet finder den ved moders bryst,
i din søde stemme,
så al vor elende
smilende vi glemme
over salig ende!
Herre, hør vor bøn!

Ja, sandheds Ånd! forvis os på,
at også vi er af Gud Faders små!
Da er sorgen slukket,
da er perlen fundet,
Paradis oplukket,
døden overvundet!
Herre, hør vor bøn!

Som den gyldne sol frembryder

Som den gyldne sol frembryder
Tekst: Thomas Kingo, 1689
Melodi: Johan Schop, 1642

Som den gyldne sol frembryder
gennem den kulsorte sky
og sin stråleglans udskyder,
så at mørk’ og mulm må fly,
så min Jesus af sin grav
og det dybe dødsens hav
opstod ærefuld af døde
imod påske-morgenrøde!

Tak, o store sejerherre,
tak, o livsens himmelhelt,
som ej døden kunne spærre
i det helvedmørke telt!
Tak fordi at op du stod
og fik døden under fod!
Ingen tunge kan den glæde
med tilbørlig lov udkvæde.

Jeg kan finde i mit hjerte,
at min sjæl har trøst deraf,
som kan lindre al min smerte,
når jeg mindes kun din grav
og betænker, hvor du lå
udi dødens fæle vrå,
og stod op med kraft og ære,
hvad kan større glæde være!

Ligger jeg på syndens veje,
ligger jeg i armod ned,
ligger jeg i sygdoms leje,
ligger jeg i usselhed,
ligger jeg fortrængt, forhadt
og af verden slet forladt,
skal jeg hus i graven tage,
o, her er dog håb tilbage.

Du for synden engang døde,
dermed er min synd betalt.
Armod, usselhed og møde,
ja min sygdom bar du alt.
Jeg ved dig oprejses skal,
og af dødens dybe dal
skal jeg hovedet oprette,
al min nød kan det forlette.

Synd og død og alle pile,
som fra helved skydes kan,
ligge brudte ved din hvile
udi gravens mørke land.
Dér begrov du dem og gav
mig en sikker trøstestav,
at ved din oprejsnings ære
jeg skal sejerspalmer bære.

Som Guds søn jeg dig nu kender
og ser din almægtighed,
din opstandelse indspænder,
hvad jeg tror, og hvad jeg véd
mig til salighed og håb,
ja, min kristendommens dåb
i din død er, som et billed’,
og opstandelse fremstillet.

Du til livet mig skal vække
ved din stor’ oprejsnings kraft
Lad kun jorden mig bedække,
orme tære al min saft,
ild og vand opsluge mig!
Jeg dør i den tro til dig,
at jeg skal til liv opstande
ud af dødens grumme lande.

Søde Jesus, giv mig nåde
ved din gode helligånd,
at jeg så min gang kan råde
og vejledes ved din hånd,
at jeg ej skal falde hen
udi dødens svælg igen,
hvoraf du mig éngang rykte,
da du døden undertrykte!

Tak for al din fødsels glæde,
tak for dit det guddoms-ord,
tak for dåbens hellig’ væde,
tak for nåden på dit bord,
tak for dødens bitre ve,
tak for din opstandelse,
tak for Himlen, du har inde,
dér skal jeg dig se og finde!

Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn

Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn
Tekst: ?
Melodi: ?

Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn,
så skal vi derud hver en gårdmandssøn,
og så er det skikken nu her til lands
at svinge de piger i lystig dans.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

Dér så jeg en pige nu sidste vår,
ak, gid at hun kommer igen i år:
for alle og enhver var hun ej til fals,
jeg fik hende dog til en wienervals.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

I ansigtet var hun så rund og trind,
så blød og dejlig var hendes kind,
og aldrig en pænere krop jeg så,
og ternet kjole hun havde på.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

Hver morgen, når jeg til mit arbejd går,
jeg ser, hvorledes at skoven står,
hver sildige aften, når jeg kommer hjem,
så tager jeg straks almanakken frem.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

Den pinse den kommer så sent i år,
den vistnok galt i almanakken står,
og længe det varer med storm og slud,
mon skoven aldrig vil springe ud.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

Men kommer så engang den gode tid,
så skal jeg pynte mig ret med flid,
og træffer jeg så på min raske tøs,
ja så skal dansen gå rigtig løs!
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!