Nu drejer vort land sig mod solen

1. Nu drejer vort land sig mod solen
vort landskab får farver og glød
det dybeste grønt, det himmelske blå
kaldt frem gennem mørke og død.

2. Nu vågner hver skabning på marken
nu letter hver gråspurv og stær
nu åbner hver blomst for farvernes spil
nu grønnes de grålige træer.

3. Nu rammer en dagning din pude
og vækker dig menneskebarn
lys kalder dig frem og løser dig fri
af drømmenes filtrede garn.

4. Nu drejer vort land sig mod solen
så se dog mit barn, hvad du ser
at lyset går frem og åbner sin dag
og dagen blir din mens det sker.

Snart er natten svunden

Tekst: Johan Ludvig Heiberg, 1840
Melodi: J. P. E. Hartmann, 1840

Snart er natten svunden,
dagen bryder frem.
Fra vor jagt i lunden
alt vi drage hjem.
Borgens haners galen
lyder over vang,
snart vil Gurre-svalen
kvidre morgensang.

End i vesten glimter
matte stjerners hær,
mens i øst man skimter
svage morgenskær.
Mod de tavse strande
søen vugger sig,
stjernen i dens vande
spejles blidelig.

Nu afsted til borgen,
til vor rede hen!
En lyksalig morgen
snart bestråler den.
Veget er det dunkle,
som den mørknet har.
Nu skal solen funkle
for Kong Valdemar.

Se, nu stiger solen af havets skød

Tekst: Jakob Knudsen, 1891
Melodi: Lars Nielsen

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød,
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst.

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjæleve,
blot jeg trygt vil sige: Din vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
moder, søster, elskte, min kærlighed!

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud –
o, du milde Fader, min skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav.
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejersjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!