Nu drejer vort land sig mod solen

1. Nu drejer vort land sig mod solen
vort landskab får farver og glød
det dybeste grønt, det himmelske blå
kaldt frem gennem mørke og død.

2. Nu vågner hver skabning på marken
nu letter hver gråspurv og stær
nu åbner hver blomst for farvernes spil
nu grønnes de grålige træer.

3. Nu rammer en dagning din pude
og vækker dig menneskebarn
lys kalder dig frem og løser dig fri
af drømmenes filtrede garn.

4. Nu drejer vort land sig mod solen
så se dog mit barn, hvad du ser
at lyset går frem og åbner sin dag
og dagen blir din mens det sker.

I al sin glans nu stråler solen

I al sin glans nu stråler solen
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1843
Melodi: Henrik Rung, 1859

I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nådestolen,
nu kom vor pinseliljetid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.

I sommernattens korte svale
slår højt fredskovens nattergale,
så alt, hvad herren kalder sit,
må slumre sødt og vågne blidt,
må drømme sødt om paradis
og vågne til Vorherres pris.

Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemlig gennem løvet,
det lufter liflig under sky
fra paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.

Det volder alt den ånd, som daler,
det virker alt den ånd, som taler
ej af sig selv, men os til trøst,
af kærlighed med sandheds røst,
i ordets navn, som her blev kød,
og fo’r til himmels, hvid og rød!

Opvågner alle dybe toner,
til pris for menneskets forsoner!
Forsamles alle tungemål
i takkesangens offerskål!
Istemmer over herrens bord
nu menighedens fulde kor!

I Jesu navn da tungen gløder,
hos hedninger så vel som jøder,
i Jesus-navnets offerskål
hensmelter alle modersmål,
i Jesu navn udbryder da
det evige halleluja!

Vor Gud og fader uden lige!
Da blomstrer rosen i dit rige,
som sole vi går op og ned
i din enbårnes herlighed,
thi du for hjertet, vi gav dig,
gav os med ham dit himmerig!

Vågn op og slå på dine strenge

Tekst: Thomas Kingo, 1674
Melodi: 1690

Vågn op og slå på dine strenge,
syng mig en dejlig morgensang,
o kære sjæl, stat op af senge,
gør med din tak en himmelgang
gør vold oppå den stjerneborg
og glem så længe verdens sorg.

Velan! jeg vil til himlen stige,
langt fra min jorde-klimp og krop,
mit borgerskab er i Guds rige,
did stunder jeg og daglig op.
Lov, pris og tak i tusind tal
ske Gud i højen himmelsal!

Det eneste, jeg har at give,
er hjertets inderlige tak,
al anden gerning her i live
den er at yde alt for lak:
men mine suk du ej forsmår
og gråden, som i øjne står.

Jeg trøstig til mit kald mig giver
og fanger nu min gerning an,
min Gud mig end så nådig bliver,
som han i al min tid er van,
han tager hånden med mig i
og med sin ånd står trolig bi.

Og ej på verden vil jeg bygge,
om lykken end vil med mig stå,
men alt som dagen sig mon rygge,
vil jeg min sjæl alt minde på,
at glasset rinder, tiden går,
og evigheden forestår.

Se, nu stiger solen af havets skød

Tekst: Jakob Knudsen, 1891
Melodi: Lars Nielsen

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød,
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst.

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjæleve,
blot jeg trygt vil sige: Din vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
moder, søster, elskte, min kærlighed!

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud –
o, du milde Fader, min skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav.
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejersjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!