O kristelighed!

1. O kristelighed!
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land, siger Herren, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

2. Lyksalige lod,
at leve, hvor døden har mistet sin brod,
hvor alt, hvad som blegned, opblomstrer på ny,
hvor alt, hvad der segned, opfarer i sky,
hvor kærlighed vokser som dagen i vår,
med roser i hår!

3. Livsalige land,
hvor glasset ej rinder med gråd eller sand,
hvor blomsten ej visner, hvor fuglen ej dør,
hvor lykken er skinnende klar, men ej skør,
hvor dyrt ikke købes til krone på bår
de snehvide hår!

4. O vidunder-tro!
Du slår over dybet din gyngende bro,
som isgangen trodser i brusende strand,
fra dødningehjem til de levendes land;
bo lavere hos os, det huer dig bedst,
du højbårne gæst!

5. Letvingede håb!
gudbroder, nyfødt i den hellige dåb!
O, lån os den fjederham, Ånden dig gav,
så tit vi kan flyve til landet bag hav,
hvor evigheds sol skinner klart allen stund
på saligheds grund!

6. O kærlighed selv!
du rolige kilde for kræfternes elv!
du fylder med Frelserens gavmilde ord
velsignelsens kalk på det kristne Guds-bord;
o, vær du vor livdrik på jorden og bliv
vort evige liv!

7. O kærligheds Ånd!
det evige liv i fuldkommenheds bånd!
O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen i solglansen mild,
så glade vi føler, os skabes i bryst
de levendes lyst!

Velkommen i den grønne lund

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1843
Melodi: Fritz Andersen, 1852

Velkommen i den grønne lund,
hvor fuglene de sjunge!
det høres skal: den danske mund
til sang har og en tunge.

Vi har det godt i grunden her,
såvel som vore fædre,
vil Gud, den dag tør være nær,
vi får det end lidt bedre.

Vor konge er vor fuldtro ven,
som guld hans ord må skattes:
“Kom hid, I gode danemænd,
og sig os, hvad I fattes!”

Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hverandet barn i Danevang
forstår halvkvæden vise.

For, hvad vi fattes først og sidst,
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske.

Derom sang nys en lille fugl
i syd på Skamlingsbanke,
og synd det var at lægge skjul
på hele folkets tanke.

Vi føre løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.

Hver fugl må synge med sit næb,
og livet, kan vi skønne,
var uden sang kun slid og slæb.
Velkommen i det grønne!

Abraham sad i Mamre Lund

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1832
Melodi: L. M. Lindeman, 1865

Abraham sad i Mamre Lund,
han var en hyrdekonning
salvet af Gud med egen mund,
og Sara hed hans dronning.

Rig på kameler, køer og får,
det var den drot med ære,
gammel derhos, snart hundred år:
og hvis skal det så være?

Gud havde sagt: “Jeg sandelig
vil i din æt velsigne
menneskens køn på jorderig!”
og løgn kan ham ej ligne!

Abraham sukked dog i løn:
“Til graven brat vi stunder;
føder mig Sara nu en søn,
det er et stort vidunder!”

Dagen var hed, men herrens ven
sad svalt i egeskygge;
hisset da kom tre vandringsmænd
at ønske ham til lykke!

Gæstmild er og den hyrdedrot,
vil rejsen dem forsøde,
byder dem til sit grønne slot
at hvile sig af møde!

Herren det var med engle to,
de lod sig det behage:
hyrden at gæste, som var tro,
og jordens brød at smage.

Herren da siger til sin ven,
alt som han bryder brødet:
“Når om et år vi ses igen,
har Sara søn på skødet!”

Sara hun stod bag dør og lo,
så faldt det hende fremmed:
Abraham tog det ord med tro,
hans håb ham ej beskæmmed’!

Ordet udgik af kongens mund,
som haver alt at råde,
Abraham sad i Mamre Lund
med sønnen af Guds nåde!