Som en rejselysten flåde

Som en rejselysten flåde
ankret op ved Jyllands bro
under vejrs og vindes nåde
ligger landet dybt i ro.
Hårdt går hav mod bro og stavn
møder Danmarks stille navn.
Hør, hvor blidt det klinger.
Hvor vi stod og hvor vi gik,
kom dit navn, som sød musik
blødt på hvide vinger.

Havombruset yngler landet.
Tusind øer gik af havn,
lod sig bære bort af vandet
for at bære Danmarks navn.
Muntert frem til livets dyst
gennem mulm og strålelyst.
Hil jer, vore skibe!
Flaget blaffer rødt og hvidt.
Her er Danmark, dit og mit,
med sin kølvandsstribe.

Hav og muld skal dansken pløje.
Venner. Hvad vi fik for muld!
Bølgelandets runde høje
tavlet ud i grønt og guld.
Lærken klatrer fra sin seng
i den morgenvåde eng
ad sin jakobsstige.
Med de lyse nætters skær
over stille bøgetræer
åbner himmerige.

Hør det! Husk det, alle danske!
Klar og frodig er vor ånd.
Sproget slutter som en handske
om en fast og venlig hånd.
Værn med vid, hvad hélt er vort.
Sig kun sandhed, jævnt og kort,
gladest ved det milde.
Danskens lov i strid og fred
være ret og billighed,
som kong Volmer ville.

Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert, skumringssvøbt,
ligefremt og latterkroget
smilbestrålet, tåredøbt.
Det er Danmarks frie sprog,
uden tryk af fremmed åg
frejdig Freja taler.
Eget brød på egen dug,
Danmarks hvede, Danmarks rug,
Dybbøl mølle maler.

Om din frihed vil vi værne,
holde skjoldvagt om din fred,
ofre dig en moden kerne,
fra din jord i tusind led.
Indånd Nordens frie luft,
stilhed sød af blomsterduft,
blæst, som søen salter,
medens vi med trofast sind
sætter al vor gerning ind
Danmark, på dit alter.

Velkommen i den grønne lund

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1843
Melodi: Fritz Andersen, 1852

Velkommen i den grønne lund,
hvor fuglene de sjunge!
det høres skal: den danske mund
til sang har og en tunge.

Vi har det godt i grunden her,
såvel som vore fædre,
vil Gud, den dag tør være nær,
vi får det end lidt bedre.

Vor konge er vor fuldtro ven,
som guld hans ord må skattes:
“Kom hid, I gode danemænd,
og sig os, hvad I fattes!”

Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hverandet barn i Danevang
forstår halvkvæden vise.

For, hvad vi fattes først og sidst,
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske.

Derom sang nys en lille fugl
i syd på Skamlingsbanke,
og synd det var at lægge skjul
på hele folkets tanke.

Vi føre løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.

Hver fugl må synge med sit næb,
og livet, kan vi skønne,
var uden sang kun slid og slæb.
Velkommen i det grønne!

Venner, ser på Danmarks kort (Den korte version)

Tekst: Chr. Richardt, 1889
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard, 1906

Venner, ser på Danmarks kort
ser, så I det aldrig glemmer,
til hver plet har fået stemmer,
thi det fædreland er vort!
Målt med verden er det lille,
derfor ingen plet at spilde!
Målt med hjertet er det stort,
dér er Danmarks saga gjort!

Disse øer, store, små,
dette fastland, disse vige,
disse kyster, krumme, lige,
som dit øje hviler på,
disse skove, bakker, heder,
de har været voksesteder
gennem vinter, gennem vår,
for vort folk i tusind år.

Danmark, mellem hav og hav
har ej stærke fjeldes værge,
få og små er vore bjerge,
klint og klit er skør og lav.
Men des længer’ kan vi skue
over markens lærketue,
følge desto mere frit
fugle-sving og sole-ridt!

Venner, ser på Danmarks kort,
ser, så aldrig I det glemmer!
til hver plet har fået stemmer,
klingende snart blødt, snart hårdt!
til I ender med at bede:
skærme Gud vor gamle rede,
skænke os et Danmarks kort,
hvor alt dansk igen er vort!

Venner, ser på Danmarks Kort – Den fulde version

Tekst: Chr. Richardt, 1889
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard, 1906

Venner, seer paa Danmarks Kort;
seer, saa I det aldrig glemmer,
til hver Plet har faaet Stemmer,
thi det Fædreland er vort!
Maalt med Verden er det lille –
derfor ingen Plet at spilde!
Maalt med Hjertet er det stort –
dêr er Danmarks Saga gjort!

Dette Kort, hvis Flade reen
er af Tone-Linjer spættet,
er med Kors og Punkter plettet,
som om hundred Fluebeen
havde over det spadseret
og med Prikker vildt markeret –
dette Flue-Maskepi
er der tusind Minder i!

Disse Øer, store smaa,
dette Fastland, disse Vige,
disse Kyster, krumme, lige,
som dit Øje hviler paa –
disse Skove, Bakker, Heder,
de har været Voxesteder
gjennem Vinter, gjennem Vaar,
for vort Folk i tusind Aar.

– Danmark mellem Hav og Hav
har ej stærke Fjeldes Værge;
faa og smaa er vore Bjerge,
Klint og Klitt er skør og lav.
Men des længer’ kan vi skue
over Markens Lærketue,
følge desto mere frit
Fugle-Sving og Sole-Ridt!

Sammenknyttes Sted med Sted,
ligner Kortet lidt en Skude –
Bornholm der agter ude,
det er Jollen, vi har med.
Kun vor Formast er tilbage
af de tre fra gamle Dage –
Skagen er dens Vimpel-Fæst!
Sejlet buger sig mod Vest.

– Lad os for vort Reise-Jag
med et Saltvands-Bad begynde –
ned til Fanø vi os skynde,
dêr er stærke Bølgeslag!
Langvejs maa dens Sømænd fare,
Alt maa Kvinder tage vare,
hylled’ ind for Sand og Blæst:
Fisk og Fugl og Badegjæst!

Ribe med ærværdigt Ry,
vogter nu Hans Krygers Minde
– Riberhus vil ej vi finde,
den de vandt med “Maj i By!”
End dog svulme Kirkens Buer,
og fra Taarnet vidt man skuer:
Marsken med sin rige Høst!
Dronning Dagmars Brude-Kyst!

Nu i hendes Herres Spor
drage vi ad Randbøl Hede!
Han og hans mod Ribe rede,
vi, vi vende os mod Nord;
Askovs Ungdomshjem vi gjæste –
fare saa med Dampens Heste
vesterpaa mod Esbjerg Havn,
ung af Aar, men god af Gavn.

Esbjerg er ej særlig fin,
ej med Løvhang Kysten pynter –
gjennem den dog brøler, grynter
Tusinder af Kvæg og Svin!
Flod og Ebbe dêr sig rører:
snart man sejler, snart man kjører
over Hjerting-Bugtens Vand –
dêr er “Eventyrets Land”.

Følg fra Varde Jyllands Kyst
mod Lemvigs og Bovbjergs Strande:
saftig Eng bag hvide Sande!
Klyner med til Vinter-Trøst!
Havets Gus slaar Dugg paa Rude,
Bonden kjører smaat med Stude –
men paa dem han har Forstand,
og sin Hede aver han.

Graadig plyndrer Vestervov
Strandens Fod og Fjordens “Minde”
– Ære derfor dem, der vinde
Hedeland til Mark og Skov!
Millioner Juletræer
om en Nytaarstid alt læ-er –
for hvad fremsynt Flid har skabt
Al og Kjær maa give tabt.

Men hvor Havet skummer hvidt,
kæmpes der i Stormens Hvinen;
rede staa med Rednings-Linen
kjække Folk, ved Holmslands Klitt!
mens ved Lønborg Aa sig maler
som en Lejr af Vildmands-Krâler
Stak ved Stak i Tusindviis –
sætter Studene i Pris!

Manden hist i Kappen blaa
veg for Nørre Vosborgs Skanser –
Bovbjerg i dets sejge Pantser
lader han vel ogsaa staa!
Men hvor Kysten blødt sig løfter,
trænger den til stærke Høfder:
et Sæt Tænder om sin Bredd,
til at bide fra sig med!

Agger-Næs og Thybo-Røn,
Limfjord-Portens Stolper vaade,
kun en Port af Havets Naade
aabnet i en Stormflods Dønn –
naar mon du dig atter lukker,
her hvor Marehalmen sukker,
her hvor Fugleskrig og Brag
mødes over sjunkne Vrag?

Da er Thyland mere blidt,
inden Jammerbugtens Leje:
Frugtbar Jord og faste Veje,
bag den Havmand Skarreklitt!
Vaade Sand har Roser favre!
Sjørring Sø bær’ vældig Havre!
Og i gamle Vestervig
hvælves Klosterbuen rig.

Hist i Nord staa Fyr ved Fyr;
men hvor Rev og Brænding hærger,
fostres mangen modig Bjerger,
som i Nød kan staa for Styr!
Fik kun Flyvesand til Dige
Vendelboens barske Rige –
selv han er af sejgest Bark,
han var med ved Sankelmark.

Skagen mellem Hav og Hav
strækker ud sin blege Finger:
Sejler! spil nu dine Vinger,
Revlen er den visse Grav!
Men i Sæby’s Bøgedale
Fuglerøster føre Tale;
og ved Fladstrand Tog og Skib
mødes under Dampens Pib.

Nørresundby’s Skinnevej
med de Strøm-ombruste Piller
binder tæt hvad Fjorden skiller:
Nordenland til Aalborgs Kai;
Staden selv har gammel Vane,
Fra Jens Bang og Jomfru Ane –
godt den gjemmer Fortids Arv
mens den fremmer Nutids Tarv.

Limfjord er af lys Natur:
Lyse Klinter! lysblaa Vande!
Lyse Drag om Morsø’s Pande –
Mørk af Lød er ikkun Fur.
Orlogs-Flaader har den baaret –
Østers med, en Deel om Aaret!
Trindt om Holm og Næs og Vig
Fuglevinger røre sig.

Nu fra Skives grønne Bredd
frem imod Steen Blichers Egne –
lad sig fast for Øjet tegne
Viborg Kirkes Kraft og Fred!
Gjæst det Bjerg af Steen paa Stene,
højnet op i Linjer rene!
Krypten, hvor om Glippings Død
længe “Vaadesangen” lød!

See, paa denne Bakkevold
over Viborg-Søens Vove
holdtes Thing, stod Gudehove,
alt i fjerne Heden-Old!
Her skød Ejegod med Smerte
Fra sig Folkets Haand og Hjerte!
Her de knæled for Sankt Kjeld –
her sprang Luther-Tidens Væld!

Tag saa Krøniken paa Raad:
Mindes Svend paa Grathe Hede!
Finderup! og Hald histnede,
Borgen med den hvasse Braad!
Men, naar Gudenaa du hilser,
tak det bundne Danmarks Frelser,
Ridderen af Nørreriis –
elsk du Danmark ligerviis!

Aarhus, med Sankt Clemens’ Chor,
Med Sankt Clemens’ Bro den høje,
har mod Helgenæs sit Øje,
men sin Fod i skovklædt Jord!
Den gav Videnskabens Skoler
tvende højt berømte Ole’r!
Tidt besat af Fjendetrop,
blomstred den dog altid op.

Kalø, Vasa’s Fangebo,
vi dog ikke glemme burde –
eller Øster-Jyllands Fjorde,
hver har sin By, een har to.
Husk og Øerne derude,
hvor de vilde Storme tude –
klatt ej Anholt til med Blæk,
saa er Øen ganske væk.

Saa igjennem Mark og Lyng
did hvor blanke Søer smile –
tag i Silkeborg en Hvile,
og mod Himmelbjerget gyng!
Dvæl paa Kollens runde Banke,
til du fatter Taarnets Tanke!
Glem ej Ry’, hvor da det kneb,
Tredje Christian Kronen greb!

Dog fra Skovene med Sorg
maa vi sydpaa Foden flytte –
Huen af for Kongens Støtte
ved det stille Skanderborg!
Over Horsens ned mod Vejle,
hvor til Munkebjerg vi sejle!
Saa mod Jelling gaar vort Trav –
Gorms og Thyres Tvilling-Grav!

Herfra ned til Koldinghus –
Borgen, som fra Abels Dage
fletted i vor Konge-Sage
baade Død og Elskovsrus!
som har seet i Vaabenjakker
Tydske, Svenske og Polakker –
til en kuldskjær Spaniol
stak i Brand den Kongestol.

Under Slotsruinens Vold
Kolding rødt i Solen luer;
men fra Taarnets Tinde skuer
Kæmpen med det danske Skjold,
ud mod Landet, hvor vi blødte!
frem mod Skamling-Bankens Støtte,
– den som hvisker: brudt og deelt,
det kan atter vorde heelt!

End vi ved vor “Landsoldat”
vil i Frederits os fryde –
saa Farvel du brave Jyde,
Færgen holder alt parat!
Lillebeltets Bølger glimte,
Strib og Middelfart vi skimte –
Svends og Palnatokes Land
vinker os med skovklædt Strand.

– Fyens Form, den minder lidt
om et Rundebrød (et Wiener);
Rundt om Kanten som Rosiner
By ved By – den største midt!
Øen er og fed og lækker,
med de rosenfyldte Hækker,
Humle-Hegn og Abildgaard –
Fyens Børn har blide Kaar!

See, hvor Slot og Fruerlund
spejle sig i blanke Søer –
som Niels Juels de grønne Øer
i det skjønne Svendborg-Sund!
Glem dog over Herresæder
ej de myge Husmands-Steder,
thi bag Bindingsværket dêr
mangt et Snille fostret er!

Odense, hvor Hellig Knud
holdt sin Kirkegang den tunge,
– og hvor Eventyrets Konge
drømte hos sin Dukkeklud –
nu ved Aaens grønne Bredder
midt i Bane-Nettet sidder,
og i sine Traades Spind
drager Liv og Handel ind.

Fredelig og mild Natur –
Kirke tæt ved Kirke stillet –
fredelig som Kingos Billed
hos “Sankt Knuds” den røde Mur!
Dog om Kamp og Fremmed-Vælde
Øxnebjerg og Nyborg melde –
og paa Lyø gik den leg,
hvor Kong Volmers Lykke veg.

– Nu til Lolland-Falsters Jord
over Ørsteds Ø vi skjære –
selv om Isen ej kan bære,
dog i Svenske-Kongens Spor!
Ham bød Nakskov haarde Knoer –
nu den sanker Sukkerroer,
eller Hvedens gyldne Skat –
Landet selv er ganske fladt!

For mod Stormflods Bølgekast
Sønder-Herred at betrygge,
stærke Diger de maa bygge –
Aalholm stod dog altid fast!
Men en Indsøs fromme Vover
– Himlen under, Himlen over –
skvulpe tyst om Maribo,
Kongedattrens Klosterbo!

Piletræ ved Piletræ
hegne Bondens gode Traver,
mens bag vide Dyrehaver
Grevesæder gik i Læ.
Landsby-Navne Klangen henter
stundom fra de gamle Vender;
Maalet selv er blødt som Snee –
mærk dig vel “det stumme d!”

Over Guldborg-Sundets Bro
vi mod Falster-Byen glide,
– hvad den hedder, maa du vide
vi har endnu slige to!
Staden var engang befæstet,
og Czar Peter har den gjæstet –
siden Gjedser-Banen kom,
en Station paa Vej til Rom!

Vi vil ikke slet saa vidt,
kun til Møen vil vi færge –
dêr er et af vore Bjerge,
er det ogsaa kun af Kridt!
Med sin Bøgekrones Blidhed,
i sin Kjortels skjære Hvidhed,
Troner Dronningstolens Mø
over salten Østersø.

Og, hvis ej du søsyg er,
men har Mod en Tur at sejle,
end vi Bornholm bør pejle –
dêr er ogsaa Mennesker!
Hammershus paa Klippens Svale!
Egekrat med Nattergale!
Golde Skjær, men fulde Ax,
Djærve Folk og gode Lax!

-Endelig paa Sjællands Grund,
satt’ i Land ved Kallehave,
frem mod Vordingborg vi trave
langs det stille blanke Sund!
Volmer-Taarnets Guldgaas blinker,
fra dets Top et Rundsyn vinker,
– hist i Nord, i Skoves Ly,
Salme-Skjaldens Fødeby !

Snart fra Masnedsund, som saae
Dannerkongens Rygen-Flaade,
langs med Telegrafens Traade
Herlufs Lærdomsgaard vi naae –
over Valdemarers Grave
atter Sorøs Lindehave,
hvor hos Axels Bispestav
ogsaa Holberg har sin Grav.

Lad de Grave tale Lydt –
først om Kongedaad og Snille!
saa om Styrke i at ville!
saa om Frugter vi har nydt!
Lad det springe dig i Blodet
Dannisheden, Mandemodet,
som har kredset her om Soer,
og som Saxos Pen gav Ord!

End til Kallundborg vi maae,
hvor Kong Christiern, løst af Buret
gjensaae Lyset, træt og furet –
da hans Blik knap Lyset saae!
her, hvor Esbern Snare satte
Kirken med de spidse Hatte –
og hvor Samsø’s Viking-Kyst
melder Oldtids Kæmpe-Dyst.

Skarritsøens Bøgesal
– Refsnæs med – var værd at søge;
dog vi maa afsted til Kjøge,
til Niels Juels og Hvidtfeldts Val!
Atter bort fra Kugleregnen,
gjennem Frøkenkloster-Egnen
ud til Stevns og Højerup,
– som ej taaler mange Skubb.

Her paa Klinten er der smukt,
og de grønne Bølger vinke,
dog vi tør os ikke sinke –
frem mod Roskild gaar vor Flugt;
Dômen dêr os mægtigt drager
med dens Konge-Sarkofager:
slange Spir mod Himlens Blaa!
brudte Spir i Gravens Vraa!

Under disse Buers Laag
har med Klokkeklang og Amen
Slægt paa Slægter gravlagt sammen
Konge-Rækkers lange Tog:
stillet Fjerde Christians Kiste
hos den gyldenkranste sidste!
Harald Blaatands, Tveskjægs Been
Hos Margretes Marmorsteen!

Her paa Isefjordens Egn,
inden Bøgeskoves Lukke
gik ved Lejre Danmarks Vugge,
under Styrkens Hammer-Tegn.
Siden hen saae Hroars Kilde
Kongedrab ved Julegilde!
Atter her blev Segl hængt ved
Svenskekrigens dyre Fred.

– Nu mod Nord, hvor kæmpestærk
Oldtids-Egen staar hos Bøgen –
mens fra Smelte-Ovne Røgen
stiger over Fredriksværk!
Vil du see Helenes Kilde,
gjør en Valfart til Tidsvilde.
Hist i Slangerup som Pog
Kingo staved Bibelsprog.

Saa til stolte Fredriksborg,
bøgekranset, bølgevædet,
mellem Borge Kongesædet –
Flammehav til Folkesorg!
Blev du Varsel om den Kvide,
Danmarks Rige skulde lide –
rejst paany du varsle skal
om Opstandelse fra Fald!

Fredensborg er tæt herved,
skjøndt den knap kan sees i Kikkert –
husk dig om, saa veed du sikkert,
Slottet melder om en Fred!
Nutildags man Venskab slutter;
Kejserbørn og Kongegutter
møde her ved Esrom Sø
Danmarks Søn og Bretlands Mø.

Skal vi saa til Hellebæk,
hvor Maskinerne de snurre?
Eller, vil du gjæste Gurre,
Trodse Volmer-Jagtens Skræk?
“Ligemeget hvad for Egne”,
her er fagert allevegne –
blot vi naae den salte Sø,
Øresund med Tychos Ø.

Kronborg i sin Brynje graa,
holder Vagt ved Sunde-Lukket;
gjæve danske Mænd har sukket
i dens dybe Fangevraa.
Døv for Kattegattets Rullen
stirrer Kæmpen ud mod Kullen,
og mod Kärnan, som engang
stemte i hans Vaabensang.

Stil dig ud paa Pynten her,
see hvad Skjønhed her er samlet
– Holger Danske eller Hamlet
ej forstyrre vil vor Færd!
Skaanes Bjerg og Sjællands Lunde!
Sang fra friske Bølgemunde!
Fiskerbaad og Sejler-Tog;
Helsingborg og Ørekrog!

Dog vi maa igjen i Gang;
ned mod Rungsted vil vi glide,
hvor ved Fiskerhyttens Side
Ewald skrev vor Kongesang;
Derpaa flygtigt end vi gjæster
Hirschholms veemodsfulde Rester –
Sommerslottene forbi
frem mod Rheden haste vi.

Hovedstaden vinker os –
Kirkespir og Taarne skinne!
Marmorkirkens Kuppel-Tinde!
Christiansborgens Murkolos!
Ak, som en forgjort Prinsesse,
kommen ud af Troldens Esse,
staar den end, os selv til Skam
i sin grimme, svedne Ham.

– Axelstad, fra Fiskervraa,
fra en Borg, en Smule Kjerte,
voxet op til Rigets Hjerte,
bag de samme Bølger blaa!
Hovedstad med Hoved-Stemme,
hvor hver Syvende har hjemme
af det hele Folketal –
ofte nok du stod for Fald.

Venderne dig efterstod!
mod de Lybske, mod de Hanser
værged dig Philippas Skanser –
og mod Stormen Borger-Mod!
End om Kongedybets Hæder
Folkesang og Farvand kvæder –
kun for Britens Bombekast
baade Mod og Volde brast.

Broget vexled Krig og Fred,
plyndret blev du, brændt, belejret;
dog din Levekraft har sejret –
gid det altid vare ved!
Det er gaaet dig som Hørren –
braget, skjættet, lagt til Tørren,
blev du altid mere hvid,
skjønnere fra Tid til Tid!

Hvor ved Højbroplads man staar
for Butikker julelyse,
maatte Rigens Raader fryse
udenfor Fru Sigbrits Gaard!
Og hvor Slagterhunde støje,
har fra Tavsens Mund og Øje
Aandens Lysning fundet Vej –
i en glemt Sankt Nikolaj.

Gjennem Havnen, hvor nu snelt
Damperne hinanden møde,
gled en Kveld med Fakler røde
mod Kastellet Griffenfeldt!
Og hvor Christiansborgs Ruiner
har saa drøvelige Miner,
traadte under Kroners Glans
Struensee en vovet Dans.

Under Børsens Linde-Vagt
hylded efter Dage onde
Adel, Borger, Præst og Bonde
Tredje Fredriks Enemagt!
Tæt derved, paa Slottets Side,
saaes det Folketog at skride,
som bar Friheds Maj i By
i en anden Fredriks Ly!

Kongens Sæde, Folkets Raad –
Fjerde Christians Spir og Tage –
Bertels Grav foruden Mage –
Kirkehal og Orlogsbaad –
Holbergs, Øhlenschlägers Scene –
Videnskabens rige Grene –
Havn og Børs, og Sang og Klang –
Alt dig giver første Rang!

– Nu, hvis ej dig skræmme bort
Bølgedyb og is og Bjørne –
findes jo i kortets Hjørne
endnu Land vi kalde vort!
ej blot Sukker-Colonier,
Palmestrand med Kolibrier –
men som Trappetrin mod Nord
Færøs – Islands – Grønlands Jord!

Færø-Gruppens Grinde-Kyst,
hvor de Lyngomkranste Hamre,
hvor de tusind Fugle-Kamre
byde kjække Mænd til Dyst,
midt i Nordhavs bløde Taager
over Sang og Saga vaager!
Dêr gaar Braadd af vilde Sjø!
Dêr gaar Dans paa gjæstfri Ø!

Island – med sit Kjedel-Kog
under Geisers Skorstenspibe –
som maa Askeregnen gribe
snart paa Jøkel, snart i Vaag!
Edda-Land og Saga-Lukke!
Vølvens Amme, Snorres Vugge!
Gunnars, Egils, Gudruns Land,
hvorfor blev saa arm din Strand?

Stolt du var i Hedenold –
ak, men selve Saga flytter
ogsaa sine Højstol-Støtter,
gaar paa Viking tavs og kold!
Lavt er Høvdingsædet vorden,
og din Rigdom, Fjorden, Hjorden,
– men i Mindets Nordlys-Glans
blinker højt din Skjalde-Krans!

Grønland – Erik Rødes Kyst,
du som Nordpols Løndom fjæler,
du hvis Børn i Hund og Sæler
har sit Forspand – og sin Høst –
er du ved en Is-Ørk lignet,
dig har Egede velsignet!
Og din korte Sommers Glød
skjærmer dig mod Vinternød.

– Seer du saa den Farvestreg
hist lidt Syd for Kongeaaen?
Glem den ikke, stirr kun paa’en,
dêr er Danmarks Grænse – Nej,
ej for danske Mænd og Kvinder!
ej for vore dyre Minder!
ej for grønne Danevang!
ej for Modersmaalets Klang!

Dêr i Uffes gamle Land
rejste sig vor første Kirke!
Dêr var Thyres Dannevirke!
Dêr steg Dagmar ud paa Sand!
Dêr har Flensborgfjorden sukket,
da Margrete Øjet lukked –
fejre Dronning-Navne tre,
aldrig ramt af Tidens Lee!

Dêr i meer end tusind Aar
Dansk og Tydsk tog Livtag sammen!
snart var Sejren vor, snart Skammen –
til vi fik vort Ulivssaar.
dêr i Sønderjyllands Have
tues vore Heltegrave!
dêr Kong Fredrik sank i Død –
dêr er og Kong Christian fød!

– Venner seer paa Danmarks Kort,
seer, saa aldrig I det glemmer!
til hver Plet har faaet Stemmer,
klingende snart blødt, snart haardt!
til I ender med at bede:
skjærme Gud vor gamle Rede –
skjænke os et Danmarks Kort,
hvor alt Dansk igjen er vort!

Naar dit eget Liv engang,
alt som Tidens Slag-Uhr dikker,
lig et Landkort for dig ligger
udspændt som nu Danevang –
gid da blandt de mørke Pletter
frugtbar Manddoms Sommersletter
efter gjæve Fædres Skik
maatte lyse for dit Blik!

Vift stolt på Kodans bølge

Tekst: B. S. Ingemann, ca. 1807
Melodi: Rudolph Bay, 1817

Vift stolt på Kodans bølge
blodrøde Dannebrog!
Din glans ej nat skal dølge,
ej lynet dig nedslog.
Du over helte svæved,
som sang i dødens favn,
dit lyse kors har hævet
til himlen Danmarks navn.

Fra himlen er du faldet,
du Danmarks helligdom!
Did har du kæmper kaldet,
som verden leder om.
Så længe rygtet svinger
sig over land og sø,
mens Nordens harpe klinger,
din ros skal ej uddø.

Sus højt i kampens bulder
om Juel, din kæmpe bold!
Når tordnen om dig ruller,
du sjunge: Tordenskjold!
Og flyver du mod himlen
i stolte luers favn,
da nævn for stjernevrimlen
din høje Hvidtfeldts navn!

Hver gang en stjerne funkler,
en helt du nævne kan,
men ingen, som fordunkler
din store Kristian.
På lysets kyst han stander
i sejersklædebon,
hver gang en kæmpe lander
hos Rud og Absalon.

Med palmen Kristjan vinker,
når, Dannebrog, han ser
dit hvide kors, som blinker
i kampens flammeskær,
Vift højt for alle vinde,
kald dine sønner frem!
mens havets bølger rinde,
din glans omstråle dem!

Vaj stolt ved Danmarks strande!
Vaj stout ved indisk kyst!
Og ved barbarens lande
lyt stolt til bølgens røst!
den toner om din hæder,
om dine kæmpers pris,
og heltene det glæder
i deres paradis.

Se dem, du har tilbage,
de blusse ved dit navn,
vil for din hæder drage
med lyst i dødens favn,
uplettet skal du svinge
dig over verdens sø,
til Nordens brynjer springe,
og Danmarks hjerter dø!

Vort hjem, du danske jord

Tekst: L. C. Nielsen, 1906
Melodi: C. F. E. Horneman

Vort hjem, du danske jord,
hvor bondebrødet trofast gror,
du digre muld,
så evnefuld,
så yppig til at yde!
Det kimer i din agers korn,
konkylie-horn
om dine kyster lyde –
vi bærer dig i lyst og nød,
vi ærer dig i liv og død,
vi kommer, når du kalder
og knæler i dit skød!

Vort hjem, du danske jord,
hvor lunets lyse sønner bor,
duggsvangre dal
med stridig ahl
og hvide klitters øde!
Det dufter i dit tungemål,
en blomsterskål
af rug og kløver røde –
vi favner dig i angst og fryd,
vi savner dig i nord og syd,
vi harmes, når vi hører
din stumme klagelyd!

Vort hjem, du danske jord,
der håbsom grøn af havet gror,
gavmilde muld
med mindeguld,
der klinger under ploven!
Din himmel hvælver højt sit tag,
i bløde drag
langs fjorden blåner skoven –
vi værger dig i armods kår,
vi sværger dig, ihvor vi går,
at trænges, hvis du trues,
til værn omkring din vår!