Se dig ud en sommerdag

Tekst: Jeppe Aakjær, 1904
Melodi: Carl Nielsen, 1917

Se dig ud en sommerdag,
når de bønder tromler:
Land æfor og by æbag,
lærkesang og humler,
byg i skred og bær i blost,
barneleg om frønnet post,
rugens dræ med duft af most
i drift om brede gårde!

Danmark er et lidet land,
strakt fra nord til sønder,
har dog brød til alle mand,
købstadfolk som bønder.
Rugen med det svulne knæ
vokser langt i bakkens læ,
humlekop og pæretræ
får sol mod hvide gavle.

Færgen med det brede bryst,
klædt i stål og plade,
pløjer vej fra kyst til kyst
over bælters flade.
Kobberspir og tag af tegl
ser sig selv i havets spejl,
langvejs ude hvide sejl
mod grønne øer bovner.

Toget stønner tungt af sted,
højt sig rugen løfter,
plagen står ved vangeled,
slår sig løs og snøfter.
Hyrden kobler sine kø’r,
aftensuk i siv og rør,
fra den åbne smededør
går lange skumrings-gnister.

Slider byen, danske mand,
alt for stærkt din trøje,
tag et mål af Danmarks land
fra dets egne høje:
Synet, fjernt af banker lukt,
bliver frit mod bælt og bugt
stemningsfyldt som hejreflugt
om kvæld, når sol går under.

Vort modersmål er dejligt

Tekst: Edvard Lembcke, 1859
Melodi: Folkemelodi

Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang,
hvormed skal jeg ligne og prise det i sang?
En højbåren jomfru, en ædel kongebrud,
og hun er så ung, og så yndig ser hun ud,
og hun er så ung, og så yndig ser hun ud!

Hun lægger os på læben hvert godt og kraftigt ord
til elskovs sagte bønner, til sejrens stolte kor.
Er hjertet trangt af sorgen, og svulmer det af lyst,
hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst,
hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst.

Og om i øst og vest vi har sværmet og søgt
de svundne tiders visdom, de fjerne landes kløgt,
hun lokker, og hun drager, vi følger hendes bud,
for hun er så ung, og så yndig ser hun ud,
for hun er så ung, og så yndig ser hun ud.

De fremmede, de tænkte at volde hende sorg,
de bød hende trældom i hendes egen borg,
men just som de mente, hun var i bånd og bast,
da lo hun så hjertelig, at alle lænker brast,
da lo hun så hjertelig, at alle lænker brast.

Og alle de skjalde, hun skænked ordets magt,
de blev om hendes sæde en stærk og trofast vagt.
Hver sang, som folket kender og lytter til med lyst,
den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst,
den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst.

Hver kraftig skæmt, som lokker på læben frem et smil,
den blev i hendes kogger en hvas og vinget pil,
hvert ord, der kom fra hjertet, og som til hjertet når,
der blev en sten i muren, der hegner hendes gård,
der blev en sten i muren, der hegner hendes gård.

Og årene, de rulle og skiftes om på jord,
og vore navne glemmes som sne, der faldt i fjor,
og slægt efter slægt segner hen på nornens bud,
men hun er så ung, og så yndig ser hun ud,
men hun er så ung, og så yndig ser hun ud!

Jeg bærer med smil min byrde

Tekst: Jeppe Aakjær, 1906
Melodi: Carl Nielsen, 1915

Jeg bærer med smil min byrde,
jeg drager med sang mit læs,
jeg er som den vilde hyrde,
der genner sit kvæg på græs.

Se, duggen driver fra norden
hen over det bøjede korn,
mens solen stiger af jorden
imellem oksernes horn!

Jeg ser over tindrende marker
og langt mod den blånende fjord,
jeg stirrer på sejlende arker,
men finder ej tolkende ord.

Jeg slænger skalmejen for munden,
jeg trækker så lang dens lyd,
at kilderne klukker i lunden,
og bukkene bræger af fryd!

Hvor kan I dog gruble og græde,
så længe Guds himmel er blå!
Mit hjerte skælver af glæde,
blot duggen dynker et strå.

Hvad var det dog der skete

1. Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.

2. På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.

3. Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

4. Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: “Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden”, da jeg sad
i vint’rens grumme done.
Nu gør min anemone,
mit hjerte atter glad.

5. For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la’r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!

Som en rejselysten flåde

Som en rejselysten flåde
ankret op ved Jyllands bro
under vejrs og vindes nåde
ligger landet dybt i ro.
Hårdt går hav mod bro og stavn
møder Danmarks stille navn.
Hør, hvor blidt det klinger.
Hvor vi stod og hvor vi gik,
kom dit navn, som sød musik
blødt på hvide vinger.

Havombruset yngler landet.
Tusind øer gik af havn,
lod sig bære bort af vandet
for at bære Danmarks navn.
Muntert frem til livets dyst
gennem mulm og strålelyst.
Hil jer, vore skibe!
Flaget blaffer rødt og hvidt.
Her er Danmark, dit og mit,
med sin kølvandsstribe.

Hav og muld skal dansken pløje.
Venner. Hvad vi fik for muld!
Bølgelandets runde høje
tavlet ud i grønt og guld.
Lærken klatrer fra sin seng
i den morgenvåde eng
ad sin jakobsstige.
Med de lyse nætters skær
over stille bøgetræer
åbner himmerige.

Hør det! Husk det, alle danske!
Klar og frodig er vor ånd.
Sproget slutter som en handske
om en fast og venlig hånd.
Værn med vid, hvad hélt er vort.
Sig kun sandhed, jævnt og kort,
gladest ved det milde.
Danskens lov i strid og fred
være ret og billighed,
som kong Volmer ville.

Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert, skumringssvøbt,
ligefremt og latterkroget
smilbestrålet, tåredøbt.
Det er Danmarks frie sprog,
uden tryk af fremmed åg
frejdig Freja taler.
Eget brød på egen dug,
Danmarks hvede, Danmarks rug,
Dybbøl mølle maler.

Om din frihed vil vi værne,
holde skjoldvagt om din fred,
ofre dig en moden kerne,
fra din jord i tusind led.
Indånd Nordens frie luft,
stilhed sød af blomsterduft,
blæst, som søen salter,
medens vi med trofast sind
sætter al vor gerning ind
Danmark, på dit alter.

Dengang jeg drog af sted

Tekst: Peter Faber, 1848
Melodi: E. Horneman, 1848

Dengang jeg drog af sted,
dengang jeg drog af sted,
min pige ville med,
ja, min pige ville med.
Det kan du ej, min ven,
jeg går i krigen hen,
og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen fare, så blev jeg her hos dig,
men alle Danmarks piger, de stole nu på mig.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Min fader og min mor,
min fader og min mor,
de sagde disse ord,
ja, de sagde disse ord:
“Når dem, vi stole på,
i krigen monne gå,
hvem skal så pløje markerne, og hvem skal græsset slå?”
Ja, det er netop derfor, vi alle må af sted,
for ellers kommer tysken og hjælper os dermed.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Når tysken kommer her,
når tysken kommer her,
beklager jeg enhver,
ja, beklager jeg enhver.
Til Peder og til Povl
han siger: “Du bist faul”,
og skælder man ham ud på dansk, så siger han: “Hols maul!”
For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt,
men Fanden heller inte for den, som kun har ét.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Om Dannebrog jeg ved,
om Dannebrog jeg ved,
det faldt fra himlen ned,
ja, det faldt fra himlen ned.
Det flagrer i vor havn
og fra soldatens favn,
og ingen anden fane har som den sit eget navn.
Og den har tysken hånet og trådt den under fod.
Nej, dertil er vor fane for gammel og for god!
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Vi byde fjende trods,
vi byde fjenden trods,
når kongen er med os,
ja, når kongen er med os.
Med draget sværd han står,
han snakker ej, men slår,
så dansk som han var ingen konge her i mange år.
De lader, som de tror, at han inte mer er fri,
og selv vil de dog ha’ ham i det tyske slaveri.
Se, derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

For pigen og vort land,
for pigen og vort land
vi kæmper alle mand,
ja, vi kæmper, alle mand.
Og vé det usle drog,
der elsker ej sit sprog
og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!
Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor,
Kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:
“Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat”.
Hurra, hurra, hurra!

En yndig og frydefuld sommertid

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

En yndig og frydefuld sommertid
i al sin herlighed,
den glæder og trøster så mangen en,
alt ved Guds kærlighed.
Den fører blomsterskaren frem,
og rosen rød, så dejlig og sød,
den ser du da igen.

Blandt alle disse blommer véd jeg én,
en rose for dem alle,
udsprungen af en dejlig gren,
ud af en yndig stamme.
Vel er der mange smukke til,
men jeg for sandhed sige vil:
han overgår dem alle.

Ja, var jeg nu så lykkelig,
jeg kunne rosen få!
Mit hjerte brænder ret inderlig
med længsels stor attrå.
Mit hjerte ler, hver gang jeg ham ser,
og det ud af stor kærlighed
la’r ikke ro mig få.

Går jeg om dagen ud eller ind,
ihvor det være må,
da er du stedse i mit sind,
om natten ligeså.
Og når jeg sover sødelig,
om dig jeg drømmer lykkelig,
ret som du hos mig var.

Kom, maj, du søde milde!

Kom, maj, du søde milde!
Tekst: C. A. Overbeck
Melodi: W. A. Mozart, 1791

Kom, maj, du søde, milde!
Gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne,
at jeg igen den så!
Ak, kære maj, hvor gerne
igen i marken gå.

Om vintren kan man have
vel mangt et tidsfordriv.
Man kan i sneen trave,
å ja, et lystigt liv.
Har leg af mange arter,
især ved juletid,
vel også kanefarter
på landet hid og did.

Men når sig lærker svinge
mod sky med lifligt slag,
på engen om at springe
det er en anden sag!
Men nu min kæphest rolig
i krogen hist må stå,
thi uden for vor bolig
man kan for søl ej gå.

Du derfor smukt dig skynde,
kom, kære maj, o kom,
at snart vi kan begynde
på marken vor springom.
Men frem for alt du mange
violer tage med,
og nattergalesange
og kukkeren tag med!

Gå med i lunden

Det er nat, og vækkeuret tikker sit tak,
Nattergalen slår det høje C.
Hvad skal man så? Skal man i seng?
Nej, man skal gi’ sit hår en gang lak
Og så si’: Min ven, hvor skal vi hen?Gå med i lunden så spidser vi munden
Og fløjter den gamle sang om kærlighed.
Lad skoven skælve, og klokken slå ell’ve,
Og månen og mælkevejen drysse ned.Vi er kun dig og mig, mig og dig
Til til at gå i takt
Og hvis du klemmer mig, glemmer jeg,
Hvad mor har sagt.
Gå med i lunden, så spidser vi munden
Og fløjter den gamle sang om kærlighed.Du og du og navnlig du, som breder dig
Der det er vist et kys, du trænger til.
Det skal du få, ikke hos mig,
Men hos, ja, hvilken pige, du vil.
Tag blot hendes hånd
Og sig så så’n:
Gå med i lunden så spidser vi munden
Og fløjter den gamle sang om kærlighed.
Lad skoven skælve, og klokken slå ell’ve,
Og månen og mælkevejen drysse ned.

Per Svinedreng han lå på bjerget og sang

Per Svinedreng han lå på bjerget og sang
Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Per Svinedreng han lå på bjerget og sang:
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
“Mon jeg ikke kongens datter kunne få?”
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

Den lindorm svared, i græsset som han lå:
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
“Du ved ej, Per Svinedreng, hvad held du kan få.”
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

Om aftenen silde det mørkned i vrå,
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
liden Kirsten agted til Per Svinedreng at gå.
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

Hun banker på døren med fingre hvide, små:
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
“Hr. Peder, stat op og tag låsene fra!”
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

“Slet ingen så haver jeg stævne sat,
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
og ingen lukker jeg i mit bur om nat.”
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

Liden Kirsten havde fingre hvide og små,
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
og selv tog hun de låse fra.
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

Liden Kirsten satte sig på sengestok,
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
hun legte så favrt i hans gule lok.
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

“Og hør du, liden Kirsten hvad jeg siger dig:
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
I morgen jeg klager til kongen over dig.”
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

Om morgenen tidlig, da det blev dag,
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
Per Svinedreng gik for kongen at klag’:
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

“Om dagen vogter jeg min herres svin med tro,
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
om natten jeg ej sove for din datter kan i ro.”
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

“Ja vel var det sandt, jeg til hannem gik,
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
men ingen god vilje jeg af hannem fik.”
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

“Jeg havde agtet dig en ridder så bold, .
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
men nu skal du Per Svinedreng behold’.”
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!

Foruden var han klædt i vadmel så grå,
O non-ni, o non-ni, o non-ni-non-ni-no!
forinden var han klædt i silke og mår.
O dal-li, o dal-li, o dal-li-lal-li-la!