Danmark

Tekst: Shu-bi-dua


Se solen stiger op over bilkirkegården
og malkepigen pumper sin ged
mens præstens kone står på hænder for sin bror
og kløvermarken står i flor.

Storken er en dejlig flyver
koen har et dejligt yver
Danmark er et dejligt land
kornet vokser vildt på engen
bonden får sin mad på sengen
dansken er en dejlig mand.

Der findes andre men’sker end dem der er danske
de bor i huler og slås hele da’n.
Det har vi li’godt aldrig nogensinde gjort
de varme lande er noget lort.

Storken er en dejlig flyver
koen har et dejligt yver
Danmark er et dejligt land
Kornet vokser vildt på engen
bonden får sin mad på sengen
dansken er en dejlig mand.

Storken er en dejlig flyver
den der siger andet lyver
Danmark er et dejligt
sted at være
der er nem’li asmosfære
Danmark er et yndigt land

Fra Shu-bi-dua’s legendariske 78eren Album. Kommer vel nok deres mest ikoniske og kendte sang. Danmark er en slags uofficiel dansk nationalsang. Den er kærlig, men også satirisk og bidende i forhold til danskernes selvforståelse.

“Danmark” er på sin vis essensen af danskens selvhøjtidelighed. Samtidigt er den dog også et studie i at vi godt ved at så er vi heller ikke federe.

Basuner og engle

Tekst: Shu-bi-dua

I en helt ny verden
fuld af gode ting
går vi du og jeg
og den er pingeling

Der har været så mange
de var kun til pynt
først med dig er det hele begyndt.

En hel symfoni
med fede basuner og engle i
en kande med te
og natten som bare blir ved
på et sekund kom vi hele verden rundt
himlen faldt ned og det var bedre
end at fyre en fed.

Udenfor på gaden
sker en masse ting
vi er kun os selv
og den er pingeling.

Det er rart at elske
sådan en som dig
særlig når den der gør det er mig.

En hel symfoni
med fede basuner og engle i
en kande med te
og natten som bare blir ved
på et sekund kom vi hele verden rundt
himlen faldt ned og det var bedre
end at fyre en fed.

Askepot

Tekst: Shu-bi-dua

Alene rundt på gulvet danser Askepot
skønt håret krøller helt perfekt på både Knold og Tot
En tåre i smilehullet som ingen andre ser
for hvem vil se på een som ikke ler.

Stakkels Askepot der er noget din mor og far
har glemt at gi dig som de andre har.

Det er en lille og krukket dille
en modegrøn mani
som sidder lige der hvor hjertet banker
den kan fås i large og lille
er dyr at krybe i
men har du den på er himlen aldrig grå.

På vej til toilettet tænker Askepot
la trinet ta den ene sko så får jeg nok et slot
og prinsen finder skoen men synes hun mangler noget
så derfor giver han hende dette råd.

Frøken Askepot du drømmer om et eventyr
men virkeligheden handler om et dyr.

Det er en lille og krukket dille
en modegrøn mani
som sidder lige der hvor hjertet banker
den kan fås i large og lille
er dyr at krybe i
men har du den på er himlen aldrig grå.

Der vil altid være en dille
et lille modedyr
som lever af at spise dine penge
Hvis de fik det som de ville
dem der sidder og syr
så skulle vi gå
med tusind lapper på.

Se dig ud en sommerdag

Tekst: Jeppe Aakjær, 1904
Melodi: Carl Nielsen, 1917

Se dig ud en sommerdag,
når de bønder tromler:
Land æfor og by æbag,
lærkesang og humler,
byg i skred og bær i blost,
barneleg om frønnet post,
rugens dræ med duft af most
i drift om brede gårde!

Danmark er et lidet land,
strakt fra nord til sønder,
har dog brød til alle mand,
købstadfolk som bønder.
Rugen med det svulne knæ
vokser langt i bakkens læ,
humlekop og pæretræ
får sol mod hvide gavle.

Færgen med det brede bryst,
klædt i stål og plade,
pløjer vej fra kyst til kyst
over bælters flade.
Kobberspir og tag af tegl
ser sig selv i havets spejl,
langvejs ude hvide sejl
mod grønne øer bovner.

Toget stønner tungt af sted,
højt sig rugen løfter,
plagen står ved vangeled,
slår sig løs og snøfter.
Hyrden kobler sine kø’r,
aftensuk i siv og rør,
fra den åbne smededør
går lange skumrings-gnister.

Slider byen, danske mand,
alt for stærkt din trøje,
tag et mål af Danmarks land
fra dets egne høje:
Synet, fjernt af banker lukt,
bliver frit mod bælt og bugt
stemningsfyldt som hejreflugt
om kvæld, når sol går under.

Vort modersmål er dejligt

Tekst: Edvard Lembcke, 1859
Melodi: Folkemelodi

Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang,
hvormed skal jeg ligne og prise det i sang?
En højbåren jomfru, en ædel kongebrud,
og hun er så ung, og så yndig ser hun ud,
og hun er så ung, og så yndig ser hun ud!

Hun lægger os på læben hvert godt og kraftigt ord
til elskovs sagte bønner, til sejrens stolte kor.
Er hjertet trangt af sorgen, og svulmer det af lyst,
hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst,
hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst.

Og om i øst og vest vi har sværmet og søgt
de svundne tiders visdom, de fjerne landes kløgt,
hun lokker, og hun drager, vi følger hendes bud,
for hun er så ung, og så yndig ser hun ud,
for hun er så ung, og så yndig ser hun ud.

De fremmede, de tænkte at volde hende sorg,
de bød hende trældom i hendes egen borg,
men just som de mente, hun var i bånd og bast,
da lo hun så hjertelig, at alle lænker brast,
da lo hun så hjertelig, at alle lænker brast.

Og alle de skjalde, hun skænked ordets magt,
de blev om hendes sæde en stærk og trofast vagt.
Hver sang, som folket kender og lytter til med lyst,
den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst,
den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst.

Hver kraftig skæmt, som lokker på læben frem et smil,
den blev i hendes kogger en hvas og vinget pil,
hvert ord, der kom fra hjertet, og som til hjertet når,
der blev en sten i muren, der hegner hendes gård,
der blev en sten i muren, der hegner hendes gård.

Og årene, de rulle og skiftes om på jord,
og vore navne glemmes som sne, der faldt i fjor,
og slægt efter slægt segner hen på nornens bud,
men hun er så ung, og så yndig ser hun ud,
men hun er så ung, og så yndig ser hun ud!

Jeg bærer med smil min byrde

Tekst: Jeppe Aakjær, 1906
Melodi: Carl Nielsen, 1915

Jeg bærer med smil min byrde,
jeg drager med sang mit læs,
jeg er som den vilde hyrde,
der genner sit kvæg på græs.

Se, duggen driver fra norden
hen over det bøjede korn,
mens solen stiger af jorden
imellem oksernes horn!

Jeg ser over tindrende marker
og langt mod den blånende fjord,
jeg stirrer på sejlende arker,
men finder ej tolkende ord.

Jeg slænger skalmejen for munden,
jeg trækker så lang dens lyd,
at kilderne klukker i lunden,
og bukkene bræger af fryd!

Hvor kan I dog gruble og græde,
så længe Guds himmel er blå!
Mit hjerte skælver af glæde,
blot duggen dynker et strå.

Nu blomstertiden kommer

Tekst: Israel Kolmodin, 1695
Melodi: Tysk melodi

Nu blomstertiden kommer
med lyst og ynde stor,
sig nærmer bliden sommer,
da græs og urter gror.
Nu varmer sol i lide,
og hvad der lå som dødt,
med hver den dag, mon skride,
står op som atter født.

De fagre blomsterenge
og agrene på rad,
de grønne urtesenge
og skovens friske blad,
de skulle os påminde,
hvor Gud er rig og from,
der lader nåden rinde
og række året om.

Vi høre fugle sjunge
med mange hånde lyd,
skal ikke da vor tunge
lovsynge Gud med fryd!
Min sjæl, ophøj Guds ære
med lov og glædessang,
han fryde vil og nære
os på vort levneds gang!

Du Herre Jesu Kriste,
vor glædes sol og skin,
bliv hos os til vort sidste,
opvarm vort kolde sind!
Giv kærlighed vort hjerte,
forny vor sjæl og ånd,
vend bort al sorg og smerte
alt med din milde hånd!

Du Sarons blomst, vor lykke,
du lilje i Guds dal,
min sjæl du nådig smykke
med dyder uden tal!
Som dug af Sion signe
din nådes væld min ånd
til roserne at ligne,
der står på Libanon!

Velsign du årets grøde
og frugtbargør vort land,
giv os nødtørftig føde,
velsigne sø og strand,
fra himlen dryppe fedme,
bespis os med dit ord,
og med dets nådes sødme
velsigne du vor jord!

Hvad var det dog der skete

1. Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.

2. På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.

3. Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

4. Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: “Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden”, da jeg sad
i vint’rens grumme done.
Nu gør min anemone,
mit hjerte atter glad.

5. For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la’r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!

Er det en fugl

Er det en fugl, nej det’ Emil Stabil
Er det et fly, nej det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Jeg ka’ ik’ komme ned, om jeg så vil

Er det en fugl, nej det’ Emil Stabil
Er det et fly, nej det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Jeg ka’ ik’ komme ned, om jeg så vil

MDMA i min vodka mixer det ligesom en kemiker
Jeg er kongen af køkkenet, Gordon Ramsay kom forbi igår
Han ville lære mine tricks, så kongen gav ham fem svin og en en dypper for at kende sin plads
Jeg kan ik’ komme ned, nej det’ forsent
Jeg svæver højere end en satellit – sputnik 1
Jeg tog en morfin pille, kan ik’ mærke mine ben
99 problemer, men det ik’ mine rim

Er det en fugl, nej det’ Emil Stabil
Er det et fly, nej det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Jeg ka’ ik’ komme ned, om jeg så vil

Er det en fugl, nej det’ Emil Stabil
Er det et fly, nej det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Jeg ka’ ik’ komme ned, om jeg så vil

Jeg er en luftballon (det er rigtigt)
Jeg er empire state building (jeg er høj)
Jeg er over skyerne som solen, jeg har ikke brug for bling bling
Jeg er king king, du er ingenting (nej)
Jeg rykker din kæreste som swingking
Din kæreste hun er kinky og hun smager på min dingeling yo
Folk de tror jeg er superman, hun viser hvad sin kusse kan
En 1000 lap i din trussekant, okay jeg sagde
En 1000 lap i din trussekant, min pik er snablen på en elefant
Klunker ligesom diamanter, jeg bowler – ingen bander

Er det en fugl, nej det’ Emil Stabil
Er det et fly, nej det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Jeg ka’ ik’ komme ned, om jeg så vil

Er det en fugl, nej det’ Emil Stabil
Er det et fly, nej det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Det’ Emil Stabil
Jeg ka’ ik’ komme ned, om jeg så vil

Som en rejselysten flåde

Som en rejselysten flåde
ankret op ved Jyllands bro
under vejrs og vindes nåde
ligger landet dybt i ro.
Hårdt går hav mod bro og stavn
møder Danmarks stille navn.
Hør, hvor blidt det klinger.
Hvor vi stod og hvor vi gik,
kom dit navn, som sød musik
blødt på hvide vinger.

Havombruset yngler landet.
Tusind øer gik af havn,
lod sig bære bort af vandet
for at bære Danmarks navn.
Muntert frem til livets dyst
gennem mulm og strålelyst.
Hil jer, vore skibe!
Flaget blaffer rødt og hvidt.
Her er Danmark, dit og mit,
med sin kølvandsstribe.

Hav og muld skal dansken pløje.
Venner. Hvad vi fik for muld!
Bølgelandets runde høje
tavlet ud i grønt og guld.
Lærken klatrer fra sin seng
i den morgenvåde eng
ad sin jakobsstige.
Med de lyse nætters skær
over stille bøgetræer
åbner himmerige.

Hør det! Husk det, alle danske!
Klar og frodig er vor ånd.
Sproget slutter som en handske
om en fast og venlig hånd.
Værn med vid, hvad hélt er vort.
Sig kun sandhed, jævnt og kort,
gladest ved det milde.
Danskens lov i strid og fred
være ret og billighed,
som kong Volmer ville.

Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert, skumringssvøbt,
ligefremt og latterkroget
smilbestrålet, tåredøbt.
Det er Danmarks frie sprog,
uden tryk af fremmed åg
frejdig Freja taler.
Eget brød på egen dug,
Danmarks hvede, Danmarks rug,
Dybbøl mølle maler.

Om din frihed vil vi værne,
holde skjoldvagt om din fred,
ofre dig en moden kerne,
fra din jord i tusind led.
Indånd Nordens frie luft,
stilhed sød af blomsterduft,
blæst, som søen salter,
medens vi med trofast sind
sætter al vor gerning ind
Danmark, på dit alter.