Jeg er træt og går til ro

Tekst: Louise Hensel, 1816
Melodi: Jørgen Malling, 1869

Jeg er træt og går til ro,
lukker mine øjne to.
Fader, se med kærlighed
til mit ringe leje ned.

Har i dag jeg, kære Gud,
syndet imod dine bud,
vær mig nådig, vær mig god,
slet det ud for Jesu blod.

Se, o Herre, til os ind,
os, som har det samme sind,
sæt, o Gud, din englehær
om al verden fjern og nær.

Stå de syge hjerter bi,
luk de trætte øjne i,
giv os alle fred og ro
i vor Herres Jesu tro.

Der står et slot i vesterled

Tekst: B. S. Ingemann, 1838
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde,
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort:
mageløst står det smykket,
fra jord til himmel nå’r dets port,
Vorherre selv det har bygget.

Fra tusind tårne funkler guld,
porten skinner som ravet,
med strålestøtter underfuld
sig borgen spejler i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind,
skinner i purpurklæder.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder.

Solenglen svinger lysets flag,
vandrer til fjerne lande,
ham følger liv og lys og dag
bag nattens brusende vande.
Lig solen farer livet hen,
går til forklarings-kysten:
med glans opdukker sol igen
fra paradiset i østen.

I skovens dybe, stille ro

Tekst: Fritz Andersen, 1864
Melodi: Folkemelodi

I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.

Hør landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund.
I mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu klokken tier, – aftnens fred
sig stille sænker ned.

Fred hviler over land og by

Tekst: B. S. Ingemann, 1823
Melodi: Rudolph Bay, 1827

Fred hviler over land og by,
ej verden larmer mer:
fro smiler månen til sin sky,
til stjerne stjerne ser.

Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn,
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.

Det er så stille og så tyst
i himmel og på jord,
vær også stille i mit bryst,
du flygtning, som der bor!

Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,
som her dig ej forstår,
se, over by og dal i kvæld
nu fredens engel går.

Som du, han er en fremmed her:
til himlen står hans hu,
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her, som du.

O, lær af ham din aftensang:
fred med hver sjæl på jord!
Til samme himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.

Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så!

Den lyse dag forgangen er

Tekst: H. C. Sthen, 1591
Melodi: Folkemelodi

Den lyse dag forgangen er,
og natten os på mon drive,
o, Jesus Krist, vor herre kær,
du altid hos os må blive!
Glæde os Gud i himmerig!

Du est det evige guddomslys,
det tro vi og bekende,
kom til os i vort hjertes hus,
med din nåde os optænde!
Glæde os Gud i himmerig!

Du est vor vægter tryg og tro,
du vil os aldrig undfalde,
på dig så ville vi bygge og bo,
i al vor nød dig påkalde.
Glæde os Gud i himmerig!

Til arbejd’ er skabt den lyse dag,
det skal hver mand sig mærke,
men natten er skabt til ro og mag,
de trætte lemmer at stærke.
Glæde os Gud i himmerig!

Bevar os, Gud, i denne nat
fra djævelens listige pile,
i alskens fare du med os stat,
giv rolighed og god hvile!
Glæde os Gud i himmerig!

Vi os befale i Jesu vold,
når vi vore øjen tillukke,
Gud være vor klippe, vort værn og skjold
mod alt ondt, som os kan trykke!
Glæde os Gud i himmerig!

Giv os en rolig nat og god,
lad os i synden ej sovne,
lad os ej gøre det, dig er imod,
ej heller i sorgen opvågne!
Glæde os Gud i himmerig!

Så vil vi i morgen love dig,
din godhed gerne bekende,
og siden altid i himmerig
dig prise foruden al ende.
Glæde os Gud i himmerig!

Den lille Ole med paraplyen

Tekst: Peter Lemche, 1873
Melodi: Ole Jacobsen, 1873

Den lille Ole med paraplyen,
ham kender alle småfolk i byen,
hver lille pige, hver lille dreng,
han lægger sødt i sin lille seng.

Så vil han ud paraplyen brede
og uskylds hygge om lejet sprede,
da vil i drømme den lille fyr
fortælle dejlige eventyr.

Han vil fortælle om stjerner klare,
og om den dejlige engleskare,
og om den yndige lille fe,
som alle børn vil så gerne se.

Og har om dagen de artig’ været,
og kærlig fader og moder æret,
da kan så glade til sengs de gå,
og drømme smukt om Guds engle små.

Og når om morgenen solen skinner,
da vågner de med små røde kinder,
og takke Gud for, hvad de har drømt,
og kysse fader og moder ømt.

Dagen går med raske fjed

Tekst: B. S. Ingemann, 1838
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Dagen går med raske fjed,
dagens børn må ile,
aftenrøden bringer fred,
nattens stjerner hvile.

Lykken gækker store, små,
leger med guldterning,
lykkeligst at hvile på
er fuldendte gerning.

Lidt dog store, mindre små
kan til gavns fuldbringe,
viljen ser vor Herre på,
giver kraften vinge.

Lykkens lunefulde spil
leger ej med sjæle,
alting føjes, som Gud vil,
her er trygt at dvæle.

Blomst skal bære frugt engang,
høst skal følge sommer,
dag er ej så travl og lang,
aftenstund dog kommer.

Lad ved dag kun op og ned
lykkens terning rulle,
fandt ved kvæld kun sjælen fred,
gik det, som det skulle.

Bliv hos os, når dagen hælder

Tekst: B. S. Ingemann, 1838
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Bliv hos os, når dagen hælder,
du kære Fader og Gud!
Bliv hos os, når mørket vælder
af nattens sluser ud!

Henspred over dal og høje
dit stjerneklædebons flig!
så lukke vi trygt vort øje
og slumre sødt hos dig.

Bliv hos os, og vi vil drømme
om englebørnenes fred.
Din ånd gennem himmelstrømme
vil suse til os ned.

Og kongen i livets rige
vil favne alle de små.
På englenes himmelstige
skal barnesjæle gå.

Bliv hos os, når dagen hælder
du kære Fader og Gud!
og paradis-lyset vælder
af nattens sluser ud.

Altid frejdig når du går

Tekst: Chr. Richardt, 1867
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.

Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Lysets engel går med glans

Tekst: B. S. Ingemann, 1837
Melodi: C. E. F. Weyse, 1837

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygte alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
se! Vorherres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds himmel,
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje,
os han også smiler til,
englen med Guds himmelglans i øje.

Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.


Om “Lysets engel går med glans”

Oprindeligt en del af de sange som Ingemann, sammen med Weyse, samlede i en børnesangbog. En trøstende morgensalme der skulle opmuntre syge, ensomme og forældreløse børn.

Temaet i sangen er den skabende Gud der skaber lyset, og at denne lysets kraft favner barnet hvor det er og beskytter det, fordi lyset skubber mørket væk.