Visselul, mit lille barn

Visselul, mit lille barn
Tekst: Gammel vuggesang
Melodi: Folkemelodi

Visselul, mit lille barn!
Mo’er sidder og vinder garn,
fa’er går på Langebro,
køber barnet nye sko,
nye sko med spænder, –
så sover barnet længer.

Tiden skrider, dagen rinder

Tiden skrider, dagen rinder
Tekst: Thomas Kingo, 1684
Melodi: Thomas Laub, 1916

Tiden skrider, dagen rinder.
solen daler, mørket blinder
lyset med en aftensky!
Sjæl og hjerte, møder begge,
takker Gud, I kan nedlægge
eder under Herrens ly!

Tak, min søde Gud og Fader,
som fra sjæls og legems skader
haver fri’t mig ved din hånd!
lad endnu din store nåde
fri mig ud fra nattens våde
ved dit øje og din Ånd!

Viger bort, I syndedrømme,
flyder ind, I glæde-strømme,
fra Guds himle i mit sind!
Våg, min sjæl, og lad dig ikke
drage ind i Satans strikke,
når at søvnen gør mig blind!

Gak så hen, min krop, at slumme!
Dog? mens søvn din sans vil dumme,
skal din Jesus stå dig bi,
lyse på dig fred og frelse,
give rolig søvn og helse
og dig fra ulykke fri.

Sov da, sov i Jesu arme,
viger, alle verdens larme,
jeg er i min Jesu skød!
Han mig skal af mørket føre,
han min sidste søvn vil gøre
salig, rolig, sagt’ og sød!

Stille, hjerte, sol går ned

Stille, hjerte, sol går ned
Tekst: Jeppe Aakjær, 1912
Melodi: Thomas Laub, 1915

Stille, hjerte, sol går ned,
sol går ned på heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Tavshed over hedesti
og langs veje krumme.
En forsinket humlebi
ene høres brumme.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Viben slår et enligt slag
over mosedammen,
før den under frytlens tag
folder vingen sammen.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Fjerne ruder østerpå
blusser op i gløden,
hededamme bittesmå
spejler aftenrøden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned!

Sov, mit barn, sov længe

Sov, mit barn, sov længe
Tekst: Chr. Richardt, 1861
Melodi: Carl Mortensen

Sov, mit barn, sov længe,
jeg rører vuggens gænge,
vifter fluen fra din kind,
kalder drømmen til dit sind,
sov, mit barn, sov længe!

Frodig som en ranke
du vokser for min tanke,
vokser fra din moders arm
ud i verdens vilde larm,
frodig som en ranke.

Glem dog ej din vugge
og ej din moders sukke!
Vokser du fra barnekår,
glem dog ej dit fadervor,
glem dog ej din vugge!

Lykkens roser røde
kun mellem torne gløde
tornen tager jeg for mig,
rosen gemmer jeg til dig,
lykkens roser røde!

Vågn med smil om munden
så fro som fugl i lunden!
Reden din er lun og blød:
moderfavn og moderskød,
vågn med smil om munden.

Sov sødt, barnlille

Sov sødt, barnlille
Tekst: N. F. S. Grundtvig, ca. 1850
Melodi: Thomas Laub, 1915

Sov sødt, barnlille!
lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
står, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!

Guds-fingrene grande
slog kors for din pande
Guds enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade.
Nu kan i din dåb
med salighedshåb
din sjæl og dit hjerte sig bade.

Læg hænderne sammen,
da lægger sig amen
til Frelserens bøn,
som stiger i løn
og lyder, hvor englene kvæde.
I Himmerigs kor
det lille Guds-ord
omfavne Guds engle med glæde.

De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn,
svang hid sig på åndedræts-vinger.
Gud Fader i løn,
sig ja til den bøn!
Fra lavland livsalig den klinger.

Og alle de købte,
i Jesu navn døbte,
som striden har stridt,
som døden har lidt,
gik ind til den evige hvile,
istemme så lydt
halleluja nyt,
at englene tie og smile!

Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen.
Og klarøjet brat
du siger god nat
til tvivlen og frygten og sorgen.

Sov sødt, barnlille!
lig rolig og stille
og nyn på det navn
med nåden i favn,
al jorden til salighed givet!
Nyn: Jesus er min,
så favr og så fin,
min Jesus er lyset og livet!

Sov sødelig, sov blødelig

Sov sødelig, sov blødelig
Tekst: ?
Melodi: Folkemelodi

Sov sødelig, sov blødelig,
luk dine øjne til!
Gud Fader udi Himmerig
din vogter være vil.

Dig Kristus gav et evigt håb,
han og for dig er død,
og til hans liv du i din dåb
ved ånden er genfødt.

Han sender sine engle ned
om vuggen kreds at slå,
thi luk dit øje, barn, med fred!
Guds øjne åbne stå.

Solen synker nok så smukt

Solen synker nok så smukt
Tekst: Jul. Chr. Gerson, 1844
Melodi: J. C. Gebauer

Solen synker nok så smukt
ned bag grønne linde,
og i uforstyrret flugt
danse lette vinde.

Kornet leger tit-og-skjul,
gynger sig i vover,
vifter om den lille fugl,
som i reden sover.

Solen synker ned i glans,
rundt om bækkens kanter
skyller vandet op en krans,
fuld af diamanter.

Sol deroppe ganger under lide

Sol deroppe ganger under lide
Tekst: H. C. Andersen
Melodi: P. A. Heise

Sol deroppe ganger under lide,
sov mit barn, så bli’r du stærk og stor,
på den vilde havhest skal du ride,
under bølgen dejligst engen gror.

Hvalerne med deres brede finner
over dig som store skyer gå,
sol og måne gennem vandet skinner,
begge to du skal i drømme få.

Visselul! Jeg fødte dig med smerte!
Bliv min glæde altid år for år,
du har drukket livet ved mit hjerte,
hver din tåre til mit hjerte går.

Sov, mit barn! Jeg sidder ved din vugge,
lad mig kysse dine øjne til,
når engang de begge mine lukke,
hvem mon dig da moder være vil!

Sig månen langsomt hæver

Tekst: Matthias Claudius, 1783
Melodi: J. A. P. Schulz, 1790

Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver
på himlen klar og blid.
Vor skov er tavs og stille,
og hvide tåger spille
på engen rundt ved aftenstid.

Hvor rolig jorden hviler
bag nattens slør og smiler
så mild og sommervarm,
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens arm!

Betragter månens bue!
den kun er halv at skue
og er dog hel og rund.
Så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skue kun.

Vi stolte Adams slægter
kun såre lidet mægter,
og meget ved vi ej.
Vi efter skygger jage
og mangen kunst opdage
og komme længre fra vor vej.

Gud fader i det høje,
lær mig at skelne nøje
det sande fra dets skin!
Og mens jeg er i live,
lad lig et barn mig blive,
skænk mig et fromt, enfoldigt sind.

Koldt nattens vinde sukke,
mit øje vil sig lukke,
giv mig, o Gud, din fred!
Se nådig til min slummer,
og trøst mig i min kummer,
og trøst min syge nabo med!

Nu hviler mark og enge

Tekst: Paul Gerhardt, 1647
Melodi: Tysk folkemelodi

Nu hviler mark og enge,
nu alle gå til senge,
nu slumrer by og land.
Men I, min sjæl og tunge,
skal nu til afsked sjunge,
hvad eders skaber tækkes kan.

Se, dagen gik til ende,
i himlens sal sig tænde
de gyldne stjerner små.
Som dem skal Gud mig smykke,
når han mig vil undrykke,
hjem til hans Paradis at gå.

Som mine trætte hænder,
når dagens gerning ender,
til hvilen glæde sig,
så glæd dig og, mit hjerte,
til efter strid og smerte
at vinde fred i Himmerig.

Træt er jeg af at våge,
luk jer, I øjenlåge!
Men over liv og sjæl
våg du i al din nåde,
og vogt dem vel fra våde,
du øje over Israel!

O Jesus, du min glæde,
du dine vinger brede
og sænke om mig ned!
Vil slangen mig omslynge,
så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred!