Sov sødt, barnlille

Sov sødt, barnlille
Tekst: N. F. S. Grundtvig, ca. 1850
Melodi: Thomas Laub, 1915

Sov sødt, barnlille!
lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
står, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!

Guds-fingrene grande
slog kors for din pande
Guds enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade.
Nu kan i din dåb
med salighedshåb
din sjæl og dit hjerte sig bade.

Læg hænderne sammen,
da lægger sig amen
til Frelserens bøn,
som stiger i løn
og lyder, hvor englene kvæde.
I Himmerigs kor
det lille Guds-ord
omfavne Guds engle med glæde.

De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn,
svang hid sig på åndedræts-vinger.
Gud Fader i løn,
sig ja til den bøn!
Fra lavland livsalig den klinger.

Og alle de købte,
i Jesu navn døbte,
som striden har stridt,
som døden har lidt,
gik ind til den evige hvile,
istemme så lydt
halleluja nyt,
at englene tie og smile!

Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen.
Og klarøjet brat
du siger god nat
til tvivlen og frygten og sorgen.

Sov sødt, barnlille!
lig rolig og stille
og nyn på det navn
med nåden i favn,
al jorden til salighed givet!
Nyn: Jesus er min,
så favr og så fin,
min Jesus er lyset og livet!

Nu hviler mark og enge

Tekst: Paul Gerhardt, 1647
Melodi: Tysk folkemelodi

Nu hviler mark og enge,
nu alle gå til senge,
nu slumrer by og land.
Men I, min sjæl og tunge,
skal nu til afsked sjunge,
hvad eders skaber tækkes kan.

Se, dagen gik til ende,
i himlens sal sig tænde
de gyldne stjerner små.
Som dem skal Gud mig smykke,
når han mig vil undrykke,
hjem til hans Paradis at gå.

Som mine trætte hænder,
når dagens gerning ender,
til hvilen glæde sig,
så glæd dig og, mit hjerte,
til efter strid og smerte
at vinde fred i Himmerig.

Træt er jeg af at våge,
luk jer, I øjenlåge!
Men over liv og sjæl
våg du i al din nåde,
og vogt dem vel fra våde,
du øje over Israel!

O Jesus, du min glæde,
du dine vinger brede
og sænke om mig ned!
Vil slangen mig omslynge,
så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred!

Der står et slot i vesterled

Tekst: B. S. Ingemann, 1838
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde,
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort:
mageløst står det smykket,
fra jord til himmel nå’r dets port,
Vorherre selv det har bygget.

Fra tusind tårne funkler guld,
porten skinner som ravet,
med strålestøtter underfuld
sig borgen spejler i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind,
skinner i purpurklæder.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder.

Solenglen svinger lysets flag,
vandrer til fjerne lande,
ham følger liv og lys og dag
bag nattens brusende vande.
Lig solen farer livet hen,
går til forklarings-kysten:
med glans opdukker sol igen
fra paradiset i østen.

Fred hviler over land og by

Tekst: B. S. Ingemann, 1823
Melodi: Rudolph Bay, 1827

Fred hviler over land og by,
ej verden larmer mer:
fro smiler månen til sin sky,
til stjerne stjerne ser.

Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn,
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.

Det er så stille og så tyst
i himmel og på jord,
vær også stille i mit bryst,
du flygtning, som der bor!

Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,
som her dig ej forstår,
se, over by og dal i kvæld
nu fredens engel går.

Som du, han er en fremmed her:
til himlen står hans hu,
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her, som du.

O, lær af ham din aftensang:
fred med hver sjæl på jord!
Til samme himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.

Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så!

Den lyse dag forgangen er

Tekst: H. C. Sthen, 1591
Melodi: Folkemelodi

Den lyse dag forgangen er,
og natten os på mon drive,
o, Jesus Krist, vor herre kær,
du altid hos os må blive!
Glæde os Gud i himmerig!

Du est det evige guddomslys,
det tro vi og bekende,
kom til os i vort hjertes hus,
med din nåde os optænde!
Glæde os Gud i himmerig!

Du est vor vægter tryg og tro,
du vil os aldrig undfalde,
på dig så ville vi bygge og bo,
i al vor nød dig påkalde.
Glæde os Gud i himmerig!

Til arbejd’ er skabt den lyse dag,
det skal hver mand sig mærke,
men natten er skabt til ro og mag,
de trætte lemmer at stærke.
Glæde os Gud i himmerig!

Bevar os, Gud, i denne nat
fra djævelens listige pile,
i alskens fare du med os stat,
giv rolighed og god hvile!
Glæde os Gud i himmerig!

Vi os befale i Jesu vold,
når vi vore øjen tillukke,
Gud være vor klippe, vort værn og skjold
mod alt ondt, som os kan trykke!
Glæde os Gud i himmerig!

Giv os en rolig nat og god,
lad os i synden ej sovne,
lad os ej gøre det, dig er imod,
ej heller i sorgen opvågne!
Glæde os Gud i himmerig!

Så vil vi i morgen love dig,
din godhed gerne bekende,
og siden altid i himmerig
dig prise foruden al ende.
Glæde os Gud i himmerig!

Dagen går med raske fjed

Tekst: B. S. Ingemann, 1838
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Dagen går med raske fjed,
dagens børn må ile,
aftenrøden bringer fred,
nattens stjerner hvile.

Lykken gækker store, små,
leger med guldterning,
lykkeligst at hvile på
er fuldendte gerning.

Lidt dog store, mindre små
kan til gavns fuldbringe,
viljen ser vor Herre på,
giver kraften vinge.

Lykkens lunefulde spil
leger ej med sjæle,
alting føjes, som Gud vil,
her er trygt at dvæle.

Blomst skal bære frugt engang,
høst skal følge sommer,
dag er ej så travl og lang,
aftenstund dog kommer.

Lad ved dag kun op og ned
lykkens terning rulle,
fandt ved kvæld kun sjælen fred,
gik det, som det skulle.

Bliv hos os, når dagen hælder

Tekst: B. S. Ingemann, 1838
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Bliv hos os, når dagen hælder,
du kære Fader og Gud!
Bliv hos os, når mørket vælder
af nattens sluser ud!

Henspred over dal og høje
dit stjerneklædebons flig!
så lukke vi trygt vort øje
og slumre sødt hos dig.

Bliv hos os, og vi vil drømme
om englebørnenes fred.
Din ånd gennem himmelstrømme
vil suse til os ned.

Og kongen i livets rige
vil favne alle de små.
På englenes himmelstige
skal barnesjæle gå.

Bliv hos os, når dagen hælder
du kære Fader og Gud!
og paradis-lyset vælder
af nattens sluser ud.

Altid frejdig når du går

Tekst: Chr. Richardt, 1867
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.

Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Lysets engel går med glans

Tekst: B. S. Ingemann, 1837
Melodi: C. E. F. Weyse, 1837

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygte alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
se! Vorherres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds himmel,
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje,
os han også smiler til,
englen med Guds himmelglans i øje.

Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.


Om “Lysets engel går med glans”

Oprindeligt en del af de sange som Ingemann, sammen med Weyse, samlede i en børnesangbog. En trøstende morgensalme der skulle opmuntre syge, ensomme og forældreløse børn.

Temaet i sangen er den skabende Gud der skaber lyset, og at denne lysets kraft favner barnet hvor det er og beskytter det, fordi lyset skubber mørket væk.