Hil dig, frelser og forsoner!

Hil dig, frelser og forsoner!
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1837
Melodi: C. C. Hoffmann, 1878

Hil dig, frelser og forsoner!
verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!

Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hél?

Kærligheden, hjertegløden,
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted!

Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værdt, til at gengælde,
frelsermand, din kærlighed?

Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent!

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blod-skyld tvætte af!

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold!

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
ræk mig hånd, når øjet brister!
sig: vi gå til Paradis!

Helligånd, vor sorg du slukke

Helligånd, vor sorg du slukke
Tekst: Paul Gerhardt, 1647
Melodi: H. Albert, 1642

Helligånd, vor sorg du slukke,
al vor dunkelhed gør klar,
livets kilde du oplukke,
Davids-nøglen du har!
Giv os trøst for al vor nød,
lys for mørke, liv for død!

Du, den nye verdens skaber,
vis i os, hvad du formår!
Kæmp, så verdens fyrste taber,
vind, så Jesu ord består!
Byg dit tempel i vort bryst,
fyld Guds hus med himmellyst!

Nu bede vi den Helligånd

Nu bede vi den Helligånd
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1837
Melodi: 1500-tallet

Nu bede vi den Helligånd
at sammenknytte os ved troens bånd
og til verdens ende
kirken at bevare,
nådig at afvende
al dens nød og fare!
Herre, hør vor bøn!

Du lysets Ånd! opklar os så,
at i sin herlighed kan for os stå
Herren, vi tilbede,
Guds den elskelige,
som os vil indlede
i sin faders rige!
Herre, hør vor bøn!

Du kærlighedens Ånd! indgyd
i Herrens samfund kærlighedens fryd,
så vi glade vandre,
Jesus, mellem dine,
elskende hverandre,
som Gud elsker sine!
Herre, hør vor bøn!

O talsmand! lad os finde trøst,
som barnet finder den ved moders bryst,
i din søde stemme,
så al vor elende
smilende vi glemme
over salig ende!
Herre, hør vor bøn!

Ja, sandheds Ånd! forvis os på,
at også vi er af Gud Faders små!
Da er sorgen slukket,
da er perlen fundet,
Paradis oplukket,
døden overvundet!
Herre, hør vor bøn!

Påskeblomst! hvad vil du her?

Påskeblomst! hvad vil du her?
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1817
Melodi: Carl Nielsen, 1910

Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem est du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?

Lever op i sind og hu,
stander op af eders grave,
barnedage! følger nu
med mig ud i faders have!
Lad mig under påskesang,
kirkeklokkens højtidsklang,
blomsten til mit hjerte trykke,
bryst og hoved med den smykke!

Vinterblomst! du melder vår,
fold dig ud i stille kammer!
Ved Guds værk og egne kår
sig kun verdens dåre skammer.
Spottes end din ringe dragt
uden glans og farvepragt,
selv jeg dog på sorten tilje
ligned helst en påskelilje.

Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade.
Under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.

Bondeblomst! men er det sandt:
Har du noget at betyde?
Er din prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?

Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde,
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.

Påskeblomst! En dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Svanevinge, svanesang,
synes mig, af den udsprang.
Vågnende jeg ser de døde
i en påskemorgenrøde.

O, hvor est du mig dog kær,
bondeblomst fra landsbyhave!
Mer end rosen est du værd,
påskeblomst på fædres grave!
Sandt dit budskab er om vår,
om et helligt jubelår,
som hver ædel blomst af døde
skal forklaret igenføde!

Ja, jeg véd, du siger sandt:
frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påskemorgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.

Som den gyldne sol frembryder

Som den gyldne sol frembryder
Tekst: Thomas Kingo, 1689
Melodi: Johan Schop, 1642

Som den gyldne sol frembryder
gennem den kulsorte sky
og sin stråleglans udskyder,
så at mørk’ og mulm må fly,
så min Jesus af sin grav
og det dybe dødsens hav
opstod ærefuld af døde
imod påske-morgenrøde!

Tak, o store sejerherre,
tak, o livsens himmelhelt,
som ej døden kunne spærre
i det helvedmørke telt!
Tak fordi at op du stod
og fik døden under fod!
Ingen tunge kan den glæde
med tilbørlig lov udkvæde.

Jeg kan finde i mit hjerte,
at min sjæl har trøst deraf,
som kan lindre al min smerte,
når jeg mindes kun din grav
og betænker, hvor du lå
udi dødens fæle vrå,
og stod op med kraft og ære,
hvad kan større glæde være!

Ligger jeg på syndens veje,
ligger jeg i armod ned,
ligger jeg i sygdoms leje,
ligger jeg i usselhed,
ligger jeg fortrængt, forhadt
og af verden slet forladt,
skal jeg hus i graven tage,
o, her er dog håb tilbage.

Du for synden engang døde,
dermed er min synd betalt.
Armod, usselhed og møde,
ja min sygdom bar du alt.
Jeg ved dig oprejses skal,
og af dødens dybe dal
skal jeg hovedet oprette,
al min nød kan det forlette.

Synd og død og alle pile,
som fra helved skydes kan,
ligge brudte ved din hvile
udi gravens mørke land.
Dér begrov du dem og gav
mig en sikker trøstestav,
at ved din oprejsnings ære
jeg skal sejerspalmer bære.

Som Guds søn jeg dig nu kender
og ser din almægtighed,
din opstandelse indspænder,
hvad jeg tror, og hvad jeg véd
mig til salighed og håb,
ja, min kristendommens dåb
i din død er, som et billed’,
og opstandelse fremstillet.

Du til livet mig skal vække
ved din stor’ oprejsnings kraft
Lad kun jorden mig bedække,
orme tære al min saft,
ild og vand opsluge mig!
Jeg dør i den tro til dig,
at jeg skal til liv opstande
ud af dødens grumme lande.

Søde Jesus, giv mig nåde
ved din gode helligånd,
at jeg så min gang kan råde
og vejledes ved din hånd,
at jeg ej skal falde hen
udi dødens svælg igen,
hvoraf du mig éngang rykte,
da du døden undertrykte!

Tak for al din fødsels glæde,
tak for dit det guddoms-ord,
tak for dåbens hellig’ væde,
tak for nåden på dit bord,
tak for dødens bitre ve,
tak for din opstandelse,
tak for Himlen, du har inde,
dér skal jeg dig se og finde!

Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn

Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn
Tekst: ?
Melodi: ?

Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn,
så skal vi derud hver en gårdmandssøn,
og så er det skikken nu her til lands
at svinge de piger i lystig dans.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

Dér så jeg en pige nu sidste vår,
ak, gid at hun kommer igen i år:
for alle og enhver var hun ej til fals,
jeg fik hende dog til en wienervals.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

I ansigtet var hun så rund og trind,
så blød og dejlig var hendes kind,
og aldrig en pænere krop jeg så,
og ternet kjole hun havde på.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

Hver morgen, når jeg til mit arbejd går,
jeg ser, hvorledes at skoven står,
hver sildige aften, når jeg kommer hjem,
så tager jeg straks almanakken frem.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

Den pinse den kommer så sent i år,
den vistnok galt i almanakken står,
og længe det varer med storm og slud,
mon skoven aldrig vil springe ud.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

Men kommer så engang den gode tid,
så skal jeg pynte mig ret med flid,
og træffer jeg så på min raske tøs,
ja så skal dansen gå rigtig løs!
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!

Svantes Lykkelig dag

Se, hvilken morgenstund!
Solen er rød og rund.
Nina er gået i bad.
Jeg’ spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

Blomsterne blomstrer op.
Der går en edderkop.
Fuglene flyver i flok
når de er mange nok.
Lykken er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

Græsset er grønt og vådt,
Bierne har det godt.
Lungerne frådser i luft.
Åh, hvilken snerleduft!
Glæden er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

Sang under brusebad.
Hun må vist være glad.
Himlen er temmelig blå.
Det ka jeg godt forstå.
Lykken er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

Nu kommer Nina ud,
nøgen, med fugtig hud,
kysser mig kærligt og går
ind for at re’ sit hår.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

Admiralens vise

Som grøn konfirmand blev jeg af mor
sat i lære på et officielt kontor.
Jeg svang min kost og pudsed vindu’sfag,
og jeg gnubbed alle hoveddørens guldbeslag
(Kor: Han gnubbed alle hoveddørens guldbeslag).
Fordi jeg gnubbede for dem, som sidder højt på strå,
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på:
(Kor: Fordi han gnubbede for dem, der sidder højt på strå,
så endte han med kors og bånd og stjerner på).

Så blev jeg på grund af al min flid
kontorist på mindre end et halvt års tid.
Min flip var hvid, og mit smil var stift,
og blanketter skrev jeg ud med spids og sirlig skrift.
(Kor: Blanketter skrev han ud med spids og sirlig skrift).
Fordi skriften havde retning og stod smukt på skrå,
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
(Kor: Fordi skriften havde retning og stod smukt på skrå,
så endte han med kors og bånd og stjerner på).

Og jeg kom ind i’n fin kommission,
for i sådan en skal der altid sidde no’ n!
På mit klatpapir jeg tegned otte år i træk,
brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk.
(Kor: Og der sad han otte år og sagde ikke et kvæk).
Efter otte år med lås og slå
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
(Kor: Efter otte år med lås og slå,
så endte han med kors og bånd og stjerner på!).

Politisk set var jeg liberal
socialistisk – højresindet – radikal.
Jeg stemte altid med den største flok,
og de tanker, andre tænkte, var mig mer’ end nok.
(Kor: Og de tanker, andre tænkte, var ham mer’ end nok).
Da mine egne tanker var så små og få,
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
(Kor: Da hans egne tanker var så få og små,
så endte han med kors og bånd og stjerner på!).

Med strømmen flød jeg stolt min vej,
for den der flyder, ja, han synker ej!
Ad små kanaler strømmen for,
til jeg landede på flådens admiralkontor.
(Kor: Til han landede på flådens admiralkontor).
Fordi jeg kendte vejen, som en strøm kan gå,
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
(Kor: Fordi han kendte vejen, som en strøm kan gå,
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på).

I landsmænd her, som gerne vil nå op
på vor samfunds stiges allerhøjeste top,
flyd med, men hold jer i enhver forstand
til stadighed og altid fra det dybe vand.
(Kor: Til stadighed og altidfra det dybe vand).
Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!
I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!
(Kor: Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!
I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!).

Bamses Fødselsdag

Tekst: Thorbjørn Egner
Melodi: Thorbjørn Egner

Den rare gamle bamsebjørn
som alle børn jo kender,
han skulle holde fødselsdag
for alle sine venner,
sikken mægtig fest de får,
bamse bli’r halvtreds iår,
hei hurra for bamsefar.
som er så sød og rar.
 
Og uglen fløj fra træ til træ
og råbte hele natten,
i morgen skal der være fest
hos bjørnen klokken atten,
bamse, bamse, bumsefyr,
fødselsdag hos bamsedyr,
hei hurra for bamsefar,
som er så sød og rar.
 
Og ræven skulle skaffe kød
og være kogemester.
og bage brød og lave mad
til alle bamsens gæster,
hele skoven skal til fest,
bamse han er hædersgæst,
hei hurra for bamsefar,
som er så sød og rar.
 
Og ræven gik til bondens gård
på sine raske fødder –
han skulle bruge otte høns
og mange gulerødder –
bamse, bamse, bamse grå,
stegemad skal bamse få,
hei hurra for harnsefar,
som er så sød og rar.
 
Og dagen kom med fuglesang
der var et helt orkester,
og bamse gik og hilste pænt
på alle sine gæster,
bamsefar goddag, goddag,
det er bamses dag idag,
hei hurra for bamsefar.
som er så sød og rar.
 
Af musene fik bamsefar 
en meget fornem gave,
en slikkepind med striber
gør godt i bamses mave,
den skal onkel bamse ha’
sikken mægtig fødselsdag’
hei hurra. for bamsefar,
som er sa sød og rar.
 
Og gamle bamse faldt i søvn
og hørte ikke resten,
så dyrene blev enig’ om,
at man sku’ slutte feslen.
Det har vær’t en dejlig dag
mange tak skal bamse ha’,
hei hurra for bamsefar, 
som er så sød og rar.

Anemonesangen

(Tekst: Sebastian / Melodi: Sebastian, 1991)

1. Dagen er så fuld af anemoner –
fuglefløjt og farvespil i lyse kroner.
Natten fuld af farlige dæmoner,
Spøgefugle, troldemænd og heksekoner.

Åh anemoner – dækker hele jorden li ´som sne.
Åh anemoner – snart får jeg vel sommeren at se?

2. Dagen er så travl for de forfløjne,
alle de forpjuskede og næsten nøgne.
Natten er så fuld af gule øjne,
der i mørket, der på himlen, alle vegne.

Åh anemoner – lad mig sove i den hvide seng.
Åh anemoner – under stjerner i en blomstereng.