Kong Kristian stod ved højen mast

Tekst: Johannes Ewald, 1779
Melodi: Fr. Kuhlau, efter ældre melodi

Kong Kristian stod ved højen mast
i røg og damp.
Hans værge hamrede så fast,
at gotens hjælm og hjerne brast.
Da sank hvert fjendtligt spejl og mast
i røg og damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
hvo står for Danmarks Kristian,
hvo står for Danmarks Kristian, i kamp?

Niels Juel gav agt på stormens brag:
Nu er det tid!
Han hejsede det røde flag
og slog på fjenden slag i slag.
Da skreg de højt blandt stormens brag:
Nu er det tid!
Fly, skreg de, hver, som ved et skjul!
hvo kan bestå mod Danmarks Juel,
hvo kan bestå mod Danmarks Juel, i strid?

O, Nordhav! glimt af Wessel brød
din mørke sky!
Da ty’de kæmper til dit skød,
thi med ham lynte skræk og død.
Fra vallen hørtes vrål, som brød
den tykke sky:
Fra Danmark lyner Tordenskjold.
Hver give sig i himlens vold,
hver give sig i himlens vold, og fly!

Du danskes vej til ros og magt,
sortladne hav!
Modtag din ven, som uforsagt
tør møde faren med foragt,
så stolt som du mod stormens magt,
sortladne hav!
Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejer før mig til,
og kamp og sejer før mig til, min grav!

Slumrer sødt i Slesvigs jord

Tekst: H. P. Holst, 1850
Melodi: J. P. E. Hartmann, 1850

Slumrer sødt i Slesvigs jord!
dyrekøbt den blev ved eder,
sommeren sit blomsterflor
over eders grave breder!
Mindet flyver som en fugl
hen til Slesvigs grønne vange,
synger dér fra gravens skjul
ensomt sine simple sange,
ensomt sine simple sange.

Ensomt – thi de brustne blik
ingen kærlig hånd har lukket,
ingen ven jert håndtryk fik,
ingen hørte afskedssukket.
Men for Danmark sukket lød,
for dets fremtid, for dets lykke,
hvil da sødt i jordens skød,
hvil da sødt i gravens skygge,
hvil da sødt i gravens skygge!

Mindets fugl nu søge vil
tit til eder hen, I kære!
I, som med begejstrings ild
stred og faldt for Danmarks ære!
Ser da lønnen for jert mod:
Slesvigs land er atter vundet!
blodet binder, – med jert blod
har I det for evig bundet,
har I det for evig bundet!

Skøn er døden, som I fik,
ingen skønnere der findes,
derfor vil med våde blik
heller ej vi eder mindes;
men hvor danske hjerter slå,
og hvor danske toner klinge,
skal med stolthed store, små
fædrelandets tak jer bringe,
fædrelandets tak jer bringe!

Vær hilset, mit gamle fædreland

Tekst: B. S. Ingemann, 1837
Melodi: Niels W. Gade, 1863

Vær hilset, mit gamle fædreland!
du kender mig vel ej ganske?
Engang jeg var en navnkundig mand,
de kaldte mig Holger Danske,
– de kaldte mig Holger Danske.

Med mig drev lykken et underligt spil,
hvert barn mit navn skulle kende,
dog mænd skulle tro, den mand var ej til,
hvis ry fór til verdens ende,
– hvis ry fór til verdens ende.

Mit liv blev givet et sælsomt kår:
det aldrig i verden ophører,
og død kan jeg synes i tusind år,
men dog i løndom mig rører,
– men dog i løndom mig rører.

Jeg lever i danskens hjerte og sind,
jeg lever på folkets tunge.
Kom ej jeg i verdenskrøniken ind,
dog skjaldene om mig sjunge,
– dog skjaldene om mig sjunge.

Min ånd med folkets slægter fór hen,
dybt slumred den mange gange.
Med folket den vågner og kommer igen
med livet i dåd og i sange,
– med livet i dåd og i sange.

Mit navn hver bonde kender endnu,
og glad jeg rækker ham hånden.
Mit levned kommer hver dansk i hu,
som glædes ved folkeånden,
– som glædes ved folkeånden.

Du véd det, landsmand, jeg er ej død,
med kraft jeg kommer tilbage,
jeg er din fuldtro hjælper i nød
på Danemarks gamle dage,
– på Danemarks gamle dage.

Det hørtes sige, da vi fik fred

Tekst: Chr. Richardt, 1866
Melodi: Norsk folkemelodi

Det hørtes sige, da vi fik fred:
Så, Gud ske lov, nu er det jævnet!
Ja, alt er jævnet, vor grænse med.
kun skam og ufærd er os levnet!
Vi sidder atter på vor jævne strand,
vi kives jævnlig og med jævn forstand,
jævn var vor id,
jævn kun vor flid!
thi har så lidet vi evnet.

Hvor var det herligt, om vi engang
kom ud af alt dette jævne
og satte foden til vejrs med sang,
selv om en sål skulle revne,
og spændte øjet op mod himlen blå
og vided synet til vor oldtid grå,
styrked vort mod,
ildned vort blod
til al vor uret at hævne!

Ujævn og knudret er al den vej,
der fører op over fjelde,
og ujævnt havet, når det løfter sig,
de glatte vover, de trælle,
og ujævn er vor fremtids pløjejord:
vi må på ujævnt lære jævne spor. –
Tro må der til,
kækhed og ild,
og ingen famlen tør gælde.

Thi vil jeg råde hver ærlig kraft:
Vær ikke angst for det høje!
sæt målet højt og forsagthed lavt!
og gå til fjelds, selv med møje,
op, hvor det lufter over døgnets dom,
hvor knap vi øjner, hvad vi kævles om, –
så skal I se,
fjeldenes sne
vil nok engang la’ sig pløje.

Det haver så nyligen regnet

Tekst: Johan Ottosen, 1890
Melodi: Dansk folkemelodi

Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund.
Frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.

Det har regnet – men regnen gav grøde,
det har stormet – men stormen gjorde stærk.
Som de tro’de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.

Og de tro’de, at hjertebånd kan briste,
og de tro’de, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi som årene randt,
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.

De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn, –
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal der,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.

Ja – det haver så nyligen regnet,
og de træer de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror,
– viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.

Dengang jeg drog af sted

Tekst: Peter Faber, 1848
Melodi: E. Horneman, 1848

Dengang jeg drog af sted,
dengang jeg drog af sted,
min pige ville med,
ja, min pige ville med.
Det kan du ej, min ven,
jeg går i krigen hen,
og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen fare, så blev jeg her hos dig,
men alle Danmarks piger, de stole nu på mig.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Min fader og min mor,
min fader og min mor,
de sagde disse ord,
ja, de sagde disse ord:
“Når dem, vi stole på,
i krigen monne gå,
hvem skal så pløje markerne, og hvem skal græsset slå?”
Ja, det er netop derfor, vi alle må af sted,
for ellers kommer tysken og hjælper os dermed.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Når tysken kommer her,
når tysken kommer her,
beklager jeg enhver,
ja, beklager jeg enhver.
Til Peder og til Povl
han siger: “Du bist faul”,
og skælder man ham ud på dansk, så siger han: “Hols maul!”
For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt,
men Fanden heller inte for den, som kun har ét.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Om Dannebrog jeg ved,
om Dannebrog jeg ved,
det faldt fra himlen ned,
ja, det faldt fra himlen ned.
Det flagrer i vor havn
og fra soldatens favn,
og ingen anden fane har som den sit eget navn.
Og den har tysken hånet og trådt den under fod.
Nej, dertil er vor fane for gammel og for god!
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Vi byde fjende trods,
vi byde fjenden trods,
når kongen er med os,
ja, når kongen er med os.
Med draget sværd han står,
han snakker ej, men slår,
så dansk som han var ingen konge her i mange år.
De lader, som de tror, at han inte mer er fri,
og selv vil de dog ha’ ham i det tyske slaveri.
Se, derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

For pigen og vort land,
for pigen og vort land
vi kæmper alle mand,
ja, vi kæmper, alle mand.
Og vé det usle drog,
der elsker ej sit sprog
og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!
Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor,
Kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:
“Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat”.
Hurra, hurra, hurra!

Dansken har sejer vundet

Tekst: M. Gjørup, 1849
Melodi: ?

Dansken har sejer vundet,
hurra, hurra!
Tysken sin grav har fundet,
hurra, hurra!
På vore grønne enge,
hurra, hurra!
leve de danske drenge,
hurra, hurra!

Fjenden fór om i landet
med herreskjold,
lagde sig hist ved vandet
for Fredriks Vold.
Tusinde ildgranater
i luften sprang,
men vore landsoldater
om sejren sang.

Hurra, der ordre kommer
til blodig dyst.
Rørt blev de danske trommer,
før det blev lyst,
og medens nattergalen
i busken slog,
danskeren ud til valen
i stilhed drog.

Men der var også nordmænd
og svenske med,
vi og de tyske stormænd
nu taltes ved.
De stod bag høje skanser
af træ og muld,
men dette stærke panser
rev vi omkuld.

Rundt om på grønne vænge
blodstrømme flød,
frem gik de danske drenge
til sejr og død.
Og den gang solen sendte
sit blink fra sky,
fjenderne ryggen vendte
og måtte fly.

Det var et stort, et prægtigt,
et herligt slag,
Danmark blev atter mægtigt
fra denne dag.
Solen nu er oprunden,
hurra, hurra!
Kampen er stridt og vunden,
hurra, hurra!

Danmark, dejligst vang og vænge

Tekst: Laurids O. Kock, omkr. 1685
Melodi: P. E. Rasmussen, 1811

Danmark, dejligst vang og vænge,
lukt med bølgen blå,
hvor de voksne danske drenge
kan i leding gå
mod de sakser, slaver, vender,
hvor man dem på togt hensender,
én ting mangler ved den have:
ledet er af lave.

Ved Guds nådig forsyn hegnes
dog det meste land,
og hvad under Danmark regnes,
nyder værn af vand.
Ingen nabo, som vil vinde,
tør på Danmark gå i blinde,
blev kun ledet hængt til rette,
skulle vel det tætte.

Melfarsund os Fyn beskytter,
tryg står Møens Klint,
indtil Gedser ingen rytter
ride skal for svindt.
Guldborgsund for Lolland genner.
Øresund vort Sælland tjener,
hvert land har sit eget lukke,
alt må Jylland sukke.

Holster, vagrer, lyneborger
som en farlig flod
gør os Jylland mange sorger,
tørster efter blod.
Lægges af må slig uvane,
skam det var at lade rane
fra vor mark den mindste tue,
pil vi har og bue.

Sådan talte Dronning Tyre,
ret kaldt Danebod:
I, som står for Danmarks styre,
fatter frejdigt mod!
Gabet kan vi vel tillukke,
så vi os ej lader plukke
af hver fremmed løbeskytte,
der får lyst til bytte.

Fra den østre Danmarks side
kom den skåning skrap,
sjællandsfaren her gad slide,
køre rask om kap,
fynbo, lollik kom til jyden,
ingen hjemme blev ved gryden,
ingen danemand sad hjemme,
alle værket fremme.

Fra moradset vest ved strande
til Mysund ved Sli
vi vil os en vold bemande,
gøre snæver sti.
Om forlov skal hver mand bede,
hvis han agter ind at træde,
nødig skal han atter fare
hjem med stjålen vare!

Efter ønske vokste volden,
Danevirke kaldt,
som har mangen tørning holden,
før den slet forfaldt.
Ledet, sagde Dronning Tyre,
har vi hængt, Gud vangen hyre,
at den ingen fremmed bryder
eller hovbud byder!

Danemark vi nu kan ligne
ved en frugtbar vang,
hegnet rundt omkring, – Gud signe
den i nød og trang!
Gid som korn opvokse knægte,
der kan frisk mod fjenden fægte
og om Danebod end tale,
når hun er i dvale!

Brat af slaget rammet

Tekst: Fr. Paludan-Müller, 1864
Melodi: J. P. E. Hartmann, 1840

Brat af slaget rammet,
kastet hårdt til jord,
ligger brudt og lammet
du, vor gamle mor.
Har du anden tanke
nu end “lid og tål”,
så forkynd, o, Danmark
mig dit fremtidsmål.

Søn! elendig, ussel,
hjertet fuldt af nag,
tænker jeg med blusel
på mit nederlag.
Men trods vé og vånde,
trods hver bitter skål,
holder fast i håbet
jeg mit fremtidsmål.

Får ved fredens frugter
først mit sår jeg lægt,
snart jeg mig optugter
da en helteslægt:
Ynglinger i plade,
drenge, klædt i stål,
mænd med faste hjerter!
Det er Danmarks mål!

Dernæst jeg opdrager
mig en pigeflok,
som ej hjemmet vrager,
som i lidt har nok.
Ingen døgnets flaner,
rendt fra bog og nål,
fromme, stærke kvinder!
Det er Danmarks mål.

Så min hu mon stande
til en ven, en kæk,
som med mig vil blande
blod og ikke blæk,
som ej troløs svigter,
høres fjendeskrål:
Trofast broderforbund!
Det er Danmarks mål.

Kroner lykken enden,
har jeg først de tre,
drengen, pigen, vennen,
svinder al min vé.
Da til lurens toner
blusser bavn og bål:
Slesvigs land genvundet!
Det er kampens mål!

Abraham sad i Mamre Lund

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1832
Melodi: L. M. Lindeman, 1865

Abraham sad i Mamre Lund,
han var en hyrdekonning
salvet af Gud med egen mund,
og Sara hed hans dronning.

Rig på kameler, køer og får,
det var den drot med ære,
gammel derhos, snart hundred år:
og hvis skal det så være?

Gud havde sagt: “Jeg sandelig
vil i din æt velsigne
menneskens køn på jorderig!”
og løgn kan ham ej ligne!

Abraham sukked dog i løn:
“Til graven brat vi stunder;
føder mig Sara nu en søn,
det er et stort vidunder!”

Dagen var hed, men herrens ven
sad svalt i egeskygge;
hisset da kom tre vandringsmænd
at ønske ham til lykke!

Gæstmild er og den hyrdedrot,
vil rejsen dem forsøde,
byder dem til sit grønne slot
at hvile sig af møde!

Herren det var med engle to,
de lod sig det behage:
hyrden at gæste, som var tro,
og jordens brød at smage.

Herren da siger til sin ven,
alt som han bryder brødet:
“Når om et år vi ses igen,
har Sara søn på skødet!”

Sara hun stod bag dør og lo,
så faldt det hende fremmed:
Abraham tog det ord med tro,
hans håb ham ej beskæmmed’!

Ordet udgik af kongens mund,
som haver alt at råde,
Abraham sad i Mamre Lund
med sønnen af Guds nåde!