Natten Falder På

Du er ikke som folk er flest,
og jeg ikke helt normal.
Vi er ligesom hund og kat,
og tit, så ender det galt.
og jeg kan ikke forstå,
hvorfor vi har så travlt.
med hele tiden at få ret,
jeg tænkte i dag,
da du gik, midt i et skænderi,
hvad nu hvis, det sku’ end,
og du ik, kommer hjem.

Jeg kan ikke gå i seng,
jeg kan ikke finde ro,
jeg kan ikke lade det hænge,
Der noget du skal vide før solen går ned,
for hvad nu hvis i morgen, aldrig kom,
og jeg ikke fik det sagt, før natten faldt på.
Oh oh
og jeg lod det gå,
oh oh
natten den falder på,
oh oh
jeg kan ikke lade det gå,
åh åh
Jeg kan ikke lade det gå.

Jeg fatter ikke hvad,
det er vi skændes for,
gør både ondt på dig og mig
og hvem vinder så,
så stod vi der igen,
jeg husker ikke engang,
hvem af os fik det sidste ord.

Jeg tænkte i dag,
da jeg gik, midt i et skænderi,
hvad nu hvis, det sku’ end,
og jeg ikke kommer hjem.

Jeg kan ikke gå i seng,
jeg kan ikke finde ro,
jeg kan ikke lade det hænge,
Der noget du skal vide før solen går ned,
for hvad nu hvis i morgen, aldrig kom,
og jeg ikke fik det sagt, før natten faldt på.
oh oh
og jeg lod det gå,
oh oh
natten den falder på,
oh oh
jeg kan ikke lade det gå,
åh åh
Jeg kan ikke lade det gå.

Jeg ved at jeg kan være stædig og stolt,
men nu hvor din plads i min seng er kold,
og dagens sidste lys det faider ud,
ved du overhoved hvor meget det er
jeg egentlig elsker dig,
Nej, nej.

Jeg kan ikke gå i seng,
jeg kan ikke finde ro,
jeg kan ikke lade det hænge,
Der noget du skal vide før solen går ned,
for hvad nu hvis i morgen, aldrig kom,
og jeg ikke fik det sagt, før natten faldt på.
oh oh
og jeg lod det gå,
oh oh
natten den falder på,
oh oh
jeg kan ikke lade det gå,
åh åh
Jeg kan ikke lade det gå

Lidt I Fem

Ingen tämmer mig som du gör
Alle ved at du kan sno mig om dit lillefinger
I starten var vi to vilde dyr,
Nu ‘der lukket, slukket
Og jeg savner det

Klokken var lidt i fem
Og jeg gad ik tag hjem
Pludselig så stod hun der
Og alle folk ku se det hun var ik genert

Men det var mit fejl
Jeg var lidt for länge om at sig’ nej
Hun kyssed’ mig på munden, jeg har dummet mig
Og skuffet dig, tilgiv mig

Du slukker lyset og siger godnat
Du orker ingenting og jeg siger det ok skat
Men inderst inde er jeg ved at eksplodere
Länges efter dig

Klokken var lidt i fem
Vi tog en taxa hjem
Hun smed mig i sin seng
Men jeg lover dig der skete virkelig ingenting

Men det var mit fejl
Jeg var lidt for länge om at sige nej
Hun kyssed’ mig på munden, jeg har dummet mig
Og skuffet dig, tilgiv mig

Jeg er din
Riv mit hjerte ud
Tag det med dig overalt
Mit liv er hos dig
Og jeg vil med dig overalt
Overalt

(Mit fejl, mit fejl)

Ja det var mit fejl
Jeg var lidt for länge om at sige nej
Kyssed’ mig på munden, jeg har dummet mig
Og skuffet dig, tilgiv mig

(Mit fejl)
Jeg var lidt for länge om at sige nej
Kyssed’ mig på munden, jeg har dummet mig
Og skuffet dig, tilgiv mig

Engel

Yeah, Yeah, Yeah, Yeah..

Baby jeg var solgt li’ fra start.
Du var min drømmepige.
Fra stjernerne på himmlen,
Ingen tvivl du var min engel.
Og alle folk ku’ se du var med mig,
Jeg var så fucking stolt.
Forvandlede mig fra drengerøv,
Til en mand langt om længe.

(Yeah Yeah)

Og planen den ku’ ik’ slå fejl.
Jeg sku’ bli’ gammel med dig.
Lykken var gjort, jeg skulle gør’ dig til mor. (yeah)
Og ja, jeg har hørt om Nemesis,
Men troede vel egentlig at vi var kvit.

Jeg ville virkelig ønske at jeg ku’ bli’,
Men jeg er nød til at sige farvel..

Min engel
Min engel
Min engel

For evigt
For evigt
For evigt (sig farvel)

Jeg elsker
Jeg elsker
Jeg elsker
Kun dig
Farvel (sig farvel)

Min engel
Min engel
Min engel

For evigt
For evigt
For evigt (sig farvel)

Jeg elsker
Jeg elsker
Jeg elsker
Kun dig
Farvel, min engel

Yeah, Yeah, Yeah, Yeah.

Baby jeg var solgt lige fra start.
Ku’ ik’ gå hurtigt nok.
Jeg tog dig ind og lod dig bli’,
En del af min familie.
Forelsket i en løgn, hvor var det rart.
Havde fundet ro i min krop,
Så du ku’ ta’ i byen og komme hjem når
Du ville.

“Skat jeg elsker dig”, det sagde du,
Og tog med veninderne i sommerhus.

Nul spørgsmålstegn, (nej),
For jeg stolede på dig (ååh),
Men sjovt som alle dine veninder sad
På café nede i Istergade.
Jeg ringed’ min du slukkede telefonen.
Er det sådan du vil sige farvel?

Min engel
Min engel
Min engel

For evigt
For evigt
For evigt (sig farvel)

Jeg elsker
Jeg elsker
Jeg elsker
Kun dig
Farvel (sig farvel)

Min engel
Min engel
Min engel

For evigt
For evigt
For evigt (sig farvel)

Jeg elsker
Jeg elsker
Jeg elsker
Kun dig
Farvel, min engel

Så uskyldig, du gjorde mig så lyk’lig.
Men sket er sket nu.
Dit kys er for sent nu.

(Sig farvel)

Min engel
Min engel
Min engel

For evigt
For evigt
For evigt (sig farvel)

Jeg elsker
Jeg elsker
Jeg elsker
Kun dig
Farvel (sig farvel)

Min engel
Min engel (ville have givet dig mit efternavn)
Min engel

For evigt
For evigt
For evigt (sig farvel)

Jeg elsker
Jeg elsker (men du havde lidt for travlt)
Jeg elsker
Kun dig
Farvel, min engel (sig farvel)

(Sig farvel), yeah!

Den Anden Side

Hvis du drømmer om at la dig forsvinde
Og bare skride fra din telefon
Se hvor en ny gade ender
Uden at sige et ord til nogen

Og er du træt af problemer med chefen
Er du på vippen til at blive skør
Hvordan det mon ville være
Og vend’ om og la toget køre

Hvis du en
Du stikker af
Du vil se mer af verden hele verden
Hvis den dag det bliver imorgen
Og du tar det sidste skridt
Så tag mig med
Så tag mig med
Så tag mig med
Så tag mig med
Tag mig med
Tag mid med uh-uh uuh
Hvis du vil vide
å-u-ååh
Hva der er på den anden side

Hva tænker du når du ser i spejlet
Hvordan er jeg mon egentlig havnet her
Det jo soleklart du vidste jo
Hvordan livet det skulle være

Og du længes efter fremmede henstrøj
Ka næsten mærke vinden i dit hår
Du sir til dig selv, jeg gør det
Det bar et spørgsmål om hvornår

Hvis du en dag
Du stikker af
Du vil se mer af verden hele verden
Hvis den dag det bliver imorgen

Og du tar det sidste skridt
Så tag mig med
Så tag mig med
Så tag mig med
Så tag mig med
Tag mig med
Tag mid med uh-uh uuh
Hvis du vil vide
å-u-ååh
Hva der er på den anden side
Tag mig med

Oåuååå
Våuoååå
Våuåuååå
Ouåuåååå

Så tag mig med
Så tag mig med
Så tag mig med
Så tag mig med
Tag mig med
Tag mid med uh-uh uuh
Hvis du vil vide
å-u-ååh
Hva der er på den anden side
Tag mig med

Hvis du en dag
Du stikker af
Du vil se mer af verden hele verden
Hvis den dag det bliver imorgen
Og du tar det sidste skridt
Så tag mig med
Så tag mig med
Så tag mig med
Så tag mig med
Tag mig med
Tag mid med uh-uh uuh
Hvis du vil vide
å-u-ååh
Hva der er på den anden side
Tag mig med

Hvis du drømmer om at la dig forsvinde
Og bare skride fra din telefon
Se hvor en ny gade ender
Uden at sige et ord til nogen

Glad Igen

Har du det mon ligesom mig?
Jeg kan se du har grædt igen
Står du ved en skillevej
Jeg tror jeg ved hvor vi skal hen
Det ville være så (ret)
Vi kunne lade som ingenting
Hvad nu hvis jeg holdt dig tæt?

Og vi ku blive lidt – bare et øjeblik, her i drømmene
Men jeg ved jo godt
Jeg kan ikke leve med, ville hade mig selv
Hvis jeg holdt dig her – du fortjener mer

Ja jeg ved du – at du må videre nu
Du skal vide du er (helt perfekt) baby jeg giver slip
(uh) jeg lader dig flyve (uh) det på tide at du bliver,
At du bliver glad igen

Sæt dig ned skat og giv mig lige 2 minutter nu
Jeg leder efter, men der findes ingen ord som jeg kan bruge
Jeg ved det kommer til at lyde dumt
Jeg ved det kommer til at gøre ondt
Men jeg skylder dig at være ærlig
Og jeg kan ikke leve med, ville hade mig selv
Hvis jeg holdt dig her – du fortjener mer

Ja jeg ved du – at du må videre nu
Du skal vide du er (helt perfekt)
Baby jeg giver slip (uh) jeg lader dig flyve (uh)
Det er på tide du, bliver glad igen

Det er ikke nogens fejl lov mig du ikke ændre dig
Jeg ved at du en dag vil finde lykken

Ja jeg ved du – at du må videre nu
Du skal vide at du er (helt perfekt)
Baby jeg giver slip (uh) jeg lader dig flyve (uh)
Det er på tide du bliver, at du blir glad igen [x2]

Velkommen i den grønne lund

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1843
Melodi: Fritz Andersen, 1852

Velkommen i den grønne lund,
hvor fuglene de sjunge!
det høres skal: den danske mund
til sang har og en tunge.

Vi har det godt i grunden her,
såvel som vore fædre,
vil Gud, den dag tør være nær,
vi får det end lidt bedre.

Vor konge er vor fuldtro ven,
som guld hans ord må skattes:
“Kom hid, I gode danemænd,
og sig os, hvad I fattes!”

Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hverandet barn i Danevang
forstår halvkvæden vise.

For, hvad vi fattes først og sidst,
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske.

Derom sang nys en lille fugl
i syd på Skamlingsbanke,
og synd det var at lægge skjul
på hele folkets tanke.

Vi føre løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.

Hver fugl må synge med sit næb,
og livet, kan vi skønne,
var uden sang kun slid og slæb.
Velkommen i det grønne!

Venner, ser på Danmarks kort (Den korte version)

Tekst: Chr. Richardt, 1889
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard, 1906

Venner, ser på Danmarks kort
ser, så I det aldrig glemmer,
til hver plet har fået stemmer,
thi det fædreland er vort!
Målt med verden er det lille,
derfor ingen plet at spilde!
Målt med hjertet er det stort,
dér er Danmarks saga gjort!

Disse øer, store, små,
dette fastland, disse vige,
disse kyster, krumme, lige,
som dit øje hviler på,
disse skove, bakker, heder,
de har været voksesteder
gennem vinter, gennem vår,
for vort folk i tusind år.

Danmark, mellem hav og hav
har ej stærke fjeldes værge,
få og små er vore bjerge,
klint og klit er skør og lav.
Men des længer’ kan vi skue
over markens lærketue,
følge desto mere frit
fugle-sving og sole-ridt!

Venner, ser på Danmarks kort,
ser, så aldrig I det glemmer!
til hver plet har fået stemmer,
klingende snart blødt, snart hårdt!
til I ender med at bede:
skærme Gud vor gamle rede,
skænke os et Danmarks kort,
hvor alt dansk igen er vort!

Venner, ser på Danmarks Kort – Den fulde version

Tekst: Chr. Richardt, 1889
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard, 1906

Venner, seer paa Danmarks Kort;
seer, saa I det aldrig glemmer,
til hver Plet har faaet Stemmer,
thi det Fædreland er vort!
Maalt med Verden er det lille –
derfor ingen Plet at spilde!
Maalt med Hjertet er det stort –
dêr er Danmarks Saga gjort!

Dette Kort, hvis Flade reen
er af Tone-Linjer spættet,
er med Kors og Punkter plettet,
som om hundred Fluebeen
havde over det spadseret
og med Prikker vildt markeret –
dette Flue-Maskepi
er der tusind Minder i!

Disse Øer, store smaa,
dette Fastland, disse Vige,
disse Kyster, krumme, lige,
som dit Øje hviler paa –
disse Skove, Bakker, Heder,
de har været Voxesteder
gjennem Vinter, gjennem Vaar,
for vort Folk i tusind Aar.

– Danmark mellem Hav og Hav
har ej stærke Fjeldes Værge;
faa og smaa er vore Bjerge,
Klint og Klitt er skør og lav.
Men des længer’ kan vi skue
over Markens Lærketue,
følge desto mere frit
Fugle-Sving og Sole-Ridt!

Sammenknyttes Sted med Sted,
ligner Kortet lidt en Skude –
Bornholm der agter ude,
det er Jollen, vi har med.
Kun vor Formast er tilbage
af de tre fra gamle Dage –
Skagen er dens Vimpel-Fæst!
Sejlet buger sig mod Vest.

– Lad os for vort Reise-Jag
med et Saltvands-Bad begynde –
ned til Fanø vi os skynde,
dêr er stærke Bølgeslag!
Langvejs maa dens Sømænd fare,
Alt maa Kvinder tage vare,
hylled’ ind for Sand og Blæst:
Fisk og Fugl og Badegjæst!

Ribe med ærværdigt Ry,
vogter nu Hans Krygers Minde
– Riberhus vil ej vi finde,
den de vandt med “Maj i By!”
End dog svulme Kirkens Buer,
og fra Taarnet vidt man skuer:
Marsken med sin rige Høst!
Dronning Dagmars Brude-Kyst!

Nu i hendes Herres Spor
drage vi ad Randbøl Hede!
Han og hans mod Ribe rede,
vi, vi vende os mod Nord;
Askovs Ungdomshjem vi gjæste –
fare saa med Dampens Heste
vesterpaa mod Esbjerg Havn,
ung af Aar, men god af Gavn.

Esbjerg er ej særlig fin,
ej med Løvhang Kysten pynter –
gjennem den dog brøler, grynter
Tusinder af Kvæg og Svin!
Flod og Ebbe dêr sig rører:
snart man sejler, snart man kjører
over Hjerting-Bugtens Vand –
dêr er “Eventyrets Land”.

Følg fra Varde Jyllands Kyst
mod Lemvigs og Bovbjergs Strande:
saftig Eng bag hvide Sande!
Klyner med til Vinter-Trøst!
Havets Gus slaar Dugg paa Rude,
Bonden kjører smaat med Stude –
men paa dem han har Forstand,
og sin Hede aver han.

Graadig plyndrer Vestervov
Strandens Fod og Fjordens “Minde”
– Ære derfor dem, der vinde
Hedeland til Mark og Skov!
Millioner Juletræer
om en Nytaarstid alt læ-er –
for hvad fremsynt Flid har skabt
Al og Kjær maa give tabt.

Men hvor Havet skummer hvidt,
kæmpes der i Stormens Hvinen;
rede staa med Rednings-Linen
kjække Folk, ved Holmslands Klitt!
mens ved Lønborg Aa sig maler
som en Lejr af Vildmands-Krâler
Stak ved Stak i Tusindviis –
sætter Studene i Pris!

Manden hist i Kappen blaa
veg for Nørre Vosborgs Skanser –
Bovbjerg i dets sejge Pantser
lader han vel ogsaa staa!
Men hvor Kysten blødt sig løfter,
trænger den til stærke Høfder:
et Sæt Tænder om sin Bredd,
til at bide fra sig med!

Agger-Næs og Thybo-Røn,
Limfjord-Portens Stolper vaade,
kun en Port af Havets Naade
aabnet i en Stormflods Dønn –
naar mon du dig atter lukker,
her hvor Marehalmen sukker,
her hvor Fugleskrig og Brag
mødes over sjunkne Vrag?

Da er Thyland mere blidt,
inden Jammerbugtens Leje:
Frugtbar Jord og faste Veje,
bag den Havmand Skarreklitt!
Vaade Sand har Roser favre!
Sjørring Sø bær’ vældig Havre!
Og i gamle Vestervig
hvælves Klosterbuen rig.

Hist i Nord staa Fyr ved Fyr;
men hvor Rev og Brænding hærger,
fostres mangen modig Bjerger,
som i Nød kan staa for Styr!
Fik kun Flyvesand til Dige
Vendelboens barske Rige –
selv han er af sejgest Bark,
han var med ved Sankelmark.

Skagen mellem Hav og Hav
strækker ud sin blege Finger:
Sejler! spil nu dine Vinger,
Revlen er den visse Grav!
Men i Sæby’s Bøgedale
Fuglerøster føre Tale;
og ved Fladstrand Tog og Skib
mødes under Dampens Pib.

Nørresundby’s Skinnevej
med de Strøm-ombruste Piller
binder tæt hvad Fjorden skiller:
Nordenland til Aalborgs Kai;
Staden selv har gammel Vane,
Fra Jens Bang og Jomfru Ane –
godt den gjemmer Fortids Arv
mens den fremmer Nutids Tarv.

Limfjord er af lys Natur:
Lyse Klinter! lysblaa Vande!
Lyse Drag om Morsø’s Pande –
Mørk af Lød er ikkun Fur.
Orlogs-Flaader har den baaret –
Østers med, en Deel om Aaret!
Trindt om Holm og Næs og Vig
Fuglevinger røre sig.

Nu fra Skives grønne Bredd
frem imod Steen Blichers Egne –
lad sig fast for Øjet tegne
Viborg Kirkes Kraft og Fred!
Gjæst det Bjerg af Steen paa Stene,
højnet op i Linjer rene!
Krypten, hvor om Glippings Død
længe “Vaadesangen” lød!

See, paa denne Bakkevold
over Viborg-Søens Vove
holdtes Thing, stod Gudehove,
alt i fjerne Heden-Old!
Her skød Ejegod med Smerte
Fra sig Folkets Haand og Hjerte!
Her de knæled for Sankt Kjeld –
her sprang Luther-Tidens Væld!

Tag saa Krøniken paa Raad:
Mindes Svend paa Grathe Hede!
Finderup! og Hald histnede,
Borgen med den hvasse Braad!
Men, naar Gudenaa du hilser,
tak det bundne Danmarks Frelser,
Ridderen af Nørreriis –
elsk du Danmark ligerviis!

Aarhus, med Sankt Clemens’ Chor,
Med Sankt Clemens’ Bro den høje,
har mod Helgenæs sit Øje,
men sin Fod i skovklædt Jord!
Den gav Videnskabens Skoler
tvende højt berømte Ole’r!
Tidt besat af Fjendetrop,
blomstred den dog altid op.

Kalø, Vasa’s Fangebo,
vi dog ikke glemme burde –
eller Øster-Jyllands Fjorde,
hver har sin By, een har to.
Husk og Øerne derude,
hvor de vilde Storme tude –
klatt ej Anholt til med Blæk,
saa er Øen ganske væk.

Saa igjennem Mark og Lyng
did hvor blanke Søer smile –
tag i Silkeborg en Hvile,
og mod Himmelbjerget gyng!
Dvæl paa Kollens runde Banke,
til du fatter Taarnets Tanke!
Glem ej Ry’, hvor da det kneb,
Tredje Christian Kronen greb!

Dog fra Skovene med Sorg
maa vi sydpaa Foden flytte –
Huen af for Kongens Støtte
ved det stille Skanderborg!
Over Horsens ned mod Vejle,
hvor til Munkebjerg vi sejle!
Saa mod Jelling gaar vort Trav –
Gorms og Thyres Tvilling-Grav!

Herfra ned til Koldinghus –
Borgen, som fra Abels Dage
fletted i vor Konge-Sage
baade Død og Elskovsrus!
som har seet i Vaabenjakker
Tydske, Svenske og Polakker –
til en kuldskjær Spaniol
stak i Brand den Kongestol.

Under Slotsruinens Vold
Kolding rødt i Solen luer;
men fra Taarnets Tinde skuer
Kæmpen med det danske Skjold,
ud mod Landet, hvor vi blødte!
frem mod Skamling-Bankens Støtte,
– den som hvisker: brudt og deelt,
det kan atter vorde heelt!

End vi ved vor “Landsoldat”
vil i Frederits os fryde –
saa Farvel du brave Jyde,
Færgen holder alt parat!
Lillebeltets Bølger glimte,
Strib og Middelfart vi skimte –
Svends og Palnatokes Land
vinker os med skovklædt Strand.

– Fyens Form, den minder lidt
om et Rundebrød (et Wiener);
Rundt om Kanten som Rosiner
By ved By – den største midt!
Øen er og fed og lækker,
med de rosenfyldte Hækker,
Humle-Hegn og Abildgaard –
Fyens Børn har blide Kaar!

See, hvor Slot og Fruerlund
spejle sig i blanke Søer –
som Niels Juels de grønne Øer
i det skjønne Svendborg-Sund!
Glem dog over Herresæder
ej de myge Husmands-Steder,
thi bag Bindingsværket dêr
mangt et Snille fostret er!

Odense, hvor Hellig Knud
holdt sin Kirkegang den tunge,
– og hvor Eventyrets Konge
drømte hos sin Dukkeklud –
nu ved Aaens grønne Bredder
midt i Bane-Nettet sidder,
og i sine Traades Spind
drager Liv og Handel ind.

Fredelig og mild Natur –
Kirke tæt ved Kirke stillet –
fredelig som Kingos Billed
hos “Sankt Knuds” den røde Mur!
Dog om Kamp og Fremmed-Vælde
Øxnebjerg og Nyborg melde –
og paa Lyø gik den leg,
hvor Kong Volmers Lykke veg.

– Nu til Lolland-Falsters Jord
over Ørsteds Ø vi skjære –
selv om Isen ej kan bære,
dog i Svenske-Kongens Spor!
Ham bød Nakskov haarde Knoer –
nu den sanker Sukkerroer,
eller Hvedens gyldne Skat –
Landet selv er ganske fladt!

For mod Stormflods Bølgekast
Sønder-Herred at betrygge,
stærke Diger de maa bygge –
Aalholm stod dog altid fast!
Men en Indsøs fromme Vover
– Himlen under, Himlen over –
skvulpe tyst om Maribo,
Kongedattrens Klosterbo!

Piletræ ved Piletræ
hegne Bondens gode Traver,
mens bag vide Dyrehaver
Grevesæder gik i Læ.
Landsby-Navne Klangen henter
stundom fra de gamle Vender;
Maalet selv er blødt som Snee –
mærk dig vel “det stumme d!”

Over Guldborg-Sundets Bro
vi mod Falster-Byen glide,
– hvad den hedder, maa du vide
vi har endnu slige to!
Staden var engang befæstet,
og Czar Peter har den gjæstet –
siden Gjedser-Banen kom,
en Station paa Vej til Rom!

Vi vil ikke slet saa vidt,
kun til Møen vil vi færge –
dêr er et af vore Bjerge,
er det ogsaa kun af Kridt!
Med sin Bøgekrones Blidhed,
i sin Kjortels skjære Hvidhed,
Troner Dronningstolens Mø
over salten Østersø.

Og, hvis ej du søsyg er,
men har Mod en Tur at sejle,
end vi Bornholm bør pejle –
dêr er ogsaa Mennesker!
Hammershus paa Klippens Svale!
Egekrat med Nattergale!
Golde Skjær, men fulde Ax,
Djærve Folk og gode Lax!

-Endelig paa Sjællands Grund,
satt’ i Land ved Kallehave,
frem mod Vordingborg vi trave
langs det stille blanke Sund!
Volmer-Taarnets Guldgaas blinker,
fra dets Top et Rundsyn vinker,
– hist i Nord, i Skoves Ly,
Salme-Skjaldens Fødeby !

Snart fra Masnedsund, som saae
Dannerkongens Rygen-Flaade,
langs med Telegrafens Traade
Herlufs Lærdomsgaard vi naae –
over Valdemarers Grave
atter Sorøs Lindehave,
hvor hos Axels Bispestav
ogsaa Holberg har sin Grav.

Lad de Grave tale Lydt –
først om Kongedaad og Snille!
saa om Styrke i at ville!
saa om Frugter vi har nydt!
Lad det springe dig i Blodet
Dannisheden, Mandemodet,
som har kredset her om Soer,
og som Saxos Pen gav Ord!

End til Kallundborg vi maae,
hvor Kong Christiern, løst af Buret
gjensaae Lyset, træt og furet –
da hans Blik knap Lyset saae!
her, hvor Esbern Snare satte
Kirken med de spidse Hatte –
og hvor Samsø’s Viking-Kyst
melder Oldtids Kæmpe-Dyst.

Skarritsøens Bøgesal
– Refsnæs med – var værd at søge;
dog vi maa afsted til Kjøge,
til Niels Juels og Hvidtfeldts Val!
Atter bort fra Kugleregnen,
gjennem Frøkenkloster-Egnen
ud til Stevns og Højerup,
– som ej taaler mange Skubb.

Her paa Klinten er der smukt,
og de grønne Bølger vinke,
dog vi tør os ikke sinke –
frem mod Roskild gaar vor Flugt;
Dômen dêr os mægtigt drager
med dens Konge-Sarkofager:
slange Spir mod Himlens Blaa!
brudte Spir i Gravens Vraa!

Under disse Buers Laag
har med Klokkeklang og Amen
Slægt paa Slægter gravlagt sammen
Konge-Rækkers lange Tog:
stillet Fjerde Christians Kiste
hos den gyldenkranste sidste!
Harald Blaatands, Tveskjægs Been
Hos Margretes Marmorsteen!

Her paa Isefjordens Egn,
inden Bøgeskoves Lukke
gik ved Lejre Danmarks Vugge,
under Styrkens Hammer-Tegn.
Siden hen saae Hroars Kilde
Kongedrab ved Julegilde!
Atter her blev Segl hængt ved
Svenskekrigens dyre Fred.

– Nu mod Nord, hvor kæmpestærk
Oldtids-Egen staar hos Bøgen –
mens fra Smelte-Ovne Røgen
stiger over Fredriksværk!
Vil du see Helenes Kilde,
gjør en Valfart til Tidsvilde.
Hist i Slangerup som Pog
Kingo staved Bibelsprog.

Saa til stolte Fredriksborg,
bøgekranset, bølgevædet,
mellem Borge Kongesædet –
Flammehav til Folkesorg!
Blev du Varsel om den Kvide,
Danmarks Rige skulde lide –
rejst paany du varsle skal
om Opstandelse fra Fald!

Fredensborg er tæt herved,
skjøndt den knap kan sees i Kikkert –
husk dig om, saa veed du sikkert,
Slottet melder om en Fred!
Nutildags man Venskab slutter;
Kejserbørn og Kongegutter
møde her ved Esrom Sø
Danmarks Søn og Bretlands Mø.

Skal vi saa til Hellebæk,
hvor Maskinerne de snurre?
Eller, vil du gjæste Gurre,
Trodse Volmer-Jagtens Skræk?
“Ligemeget hvad for Egne”,
her er fagert allevegne –
blot vi naae den salte Sø,
Øresund med Tychos Ø.

Kronborg i sin Brynje graa,
holder Vagt ved Sunde-Lukket;
gjæve danske Mænd har sukket
i dens dybe Fangevraa.
Døv for Kattegattets Rullen
stirrer Kæmpen ud mod Kullen,
og mod Kärnan, som engang
stemte i hans Vaabensang.

Stil dig ud paa Pynten her,
see hvad Skjønhed her er samlet
– Holger Danske eller Hamlet
ej forstyrre vil vor Færd!
Skaanes Bjerg og Sjællands Lunde!
Sang fra friske Bølgemunde!
Fiskerbaad og Sejler-Tog;
Helsingborg og Ørekrog!

Dog vi maa igjen i Gang;
ned mod Rungsted vil vi glide,
hvor ved Fiskerhyttens Side
Ewald skrev vor Kongesang;
Derpaa flygtigt end vi gjæster
Hirschholms veemodsfulde Rester –
Sommerslottene forbi
frem mod Rheden haste vi.

Hovedstaden vinker os –
Kirkespir og Taarne skinne!
Marmorkirkens Kuppel-Tinde!
Christiansborgens Murkolos!
Ak, som en forgjort Prinsesse,
kommen ud af Troldens Esse,
staar den end, os selv til Skam
i sin grimme, svedne Ham.

– Axelstad, fra Fiskervraa,
fra en Borg, en Smule Kjerte,
voxet op til Rigets Hjerte,
bag de samme Bølger blaa!
Hovedstad med Hoved-Stemme,
hvor hver Syvende har hjemme
af det hele Folketal –
ofte nok du stod for Fald.

Venderne dig efterstod!
mod de Lybske, mod de Hanser
værged dig Philippas Skanser –
og mod Stormen Borger-Mod!
End om Kongedybets Hæder
Folkesang og Farvand kvæder –
kun for Britens Bombekast
baade Mod og Volde brast.

Broget vexled Krig og Fred,
plyndret blev du, brændt, belejret;
dog din Levekraft har sejret –
gid det altid vare ved!
Det er gaaet dig som Hørren –
braget, skjættet, lagt til Tørren,
blev du altid mere hvid,
skjønnere fra Tid til Tid!

Hvor ved Højbroplads man staar
for Butikker julelyse,
maatte Rigens Raader fryse
udenfor Fru Sigbrits Gaard!
Og hvor Slagterhunde støje,
har fra Tavsens Mund og Øje
Aandens Lysning fundet Vej –
i en glemt Sankt Nikolaj.

Gjennem Havnen, hvor nu snelt
Damperne hinanden møde,
gled en Kveld med Fakler røde
mod Kastellet Griffenfeldt!
Og hvor Christiansborgs Ruiner
har saa drøvelige Miner,
traadte under Kroners Glans
Struensee en vovet Dans.

Under Børsens Linde-Vagt
hylded efter Dage onde
Adel, Borger, Præst og Bonde
Tredje Fredriks Enemagt!
Tæt derved, paa Slottets Side,
saaes det Folketog at skride,
som bar Friheds Maj i By
i en anden Fredriks Ly!

Kongens Sæde, Folkets Raad –
Fjerde Christians Spir og Tage –
Bertels Grav foruden Mage –
Kirkehal og Orlogsbaad –
Holbergs, Øhlenschlägers Scene –
Videnskabens rige Grene –
Havn og Børs, og Sang og Klang –
Alt dig giver første Rang!

– Nu, hvis ej dig skræmme bort
Bølgedyb og is og Bjørne –
findes jo i kortets Hjørne
endnu Land vi kalde vort!
ej blot Sukker-Colonier,
Palmestrand med Kolibrier –
men som Trappetrin mod Nord
Færøs – Islands – Grønlands Jord!

Færø-Gruppens Grinde-Kyst,
hvor de Lyngomkranste Hamre,
hvor de tusind Fugle-Kamre
byde kjække Mænd til Dyst,
midt i Nordhavs bløde Taager
over Sang og Saga vaager!
Dêr gaar Braadd af vilde Sjø!
Dêr gaar Dans paa gjæstfri Ø!

Island – med sit Kjedel-Kog
under Geisers Skorstenspibe –
som maa Askeregnen gribe
snart paa Jøkel, snart i Vaag!
Edda-Land og Saga-Lukke!
Vølvens Amme, Snorres Vugge!
Gunnars, Egils, Gudruns Land,
hvorfor blev saa arm din Strand?

Stolt du var i Hedenold –
ak, men selve Saga flytter
ogsaa sine Højstol-Støtter,
gaar paa Viking tavs og kold!
Lavt er Høvdingsædet vorden,
og din Rigdom, Fjorden, Hjorden,
– men i Mindets Nordlys-Glans
blinker højt din Skjalde-Krans!

Grønland – Erik Rødes Kyst,
du som Nordpols Løndom fjæler,
du hvis Børn i Hund og Sæler
har sit Forspand – og sin Høst –
er du ved en Is-Ørk lignet,
dig har Egede velsignet!
Og din korte Sommers Glød
skjærmer dig mod Vinternød.

– Seer du saa den Farvestreg
hist lidt Syd for Kongeaaen?
Glem den ikke, stirr kun paa’en,
dêr er Danmarks Grænse – Nej,
ej for danske Mænd og Kvinder!
ej for vore dyre Minder!
ej for grønne Danevang!
ej for Modersmaalets Klang!

Dêr i Uffes gamle Land
rejste sig vor første Kirke!
Dêr var Thyres Dannevirke!
Dêr steg Dagmar ud paa Sand!
Dêr har Flensborgfjorden sukket,
da Margrete Øjet lukked –
fejre Dronning-Navne tre,
aldrig ramt af Tidens Lee!

Dêr i meer end tusind Aar
Dansk og Tydsk tog Livtag sammen!
snart var Sejren vor, snart Skammen –
til vi fik vort Ulivssaar.
dêr i Sønderjyllands Have
tues vore Heltegrave!
dêr Kong Fredrik sank i Død –
dêr er og Kong Christian fød!

– Venner seer paa Danmarks Kort,
seer, saa aldrig I det glemmer!
til hver Plet har faaet Stemmer,
klingende snart blødt, snart haardt!
til I ender med at bede:
skjærme Gud vor gamle Rede –
skjænke os et Danmarks Kort,
hvor alt Dansk igjen er vort!

Naar dit eget Liv engang,
alt som Tidens Slag-Uhr dikker,
lig et Landkort for dig ligger
udspændt som nu Danevang –
gid da blandt de mørke Pletter
frugtbar Manddoms Sommersletter
efter gjæve Fædres Skik
maatte lyse for dit Blik!

Vift stolt på Kodans bølge

Tekst: B. S. Ingemann, ca. 1807
Melodi: Rudolph Bay, 1817

Vift stolt på Kodans bølge
blodrøde Dannebrog!
Din glans ej nat skal dølge,
ej lynet dig nedslog.
Du over helte svæved,
som sang i dødens favn,
dit lyse kors har hævet
til himlen Danmarks navn.

Fra himlen er du faldet,
du Danmarks helligdom!
Did har du kæmper kaldet,
som verden leder om.
Så længe rygtet svinger
sig over land og sø,
mens Nordens harpe klinger,
din ros skal ej uddø.

Sus højt i kampens bulder
om Juel, din kæmpe bold!
Når tordnen om dig ruller,
du sjunge: Tordenskjold!
Og flyver du mod himlen
i stolte luers favn,
da nævn for stjernevrimlen
din høje Hvidtfeldts navn!

Hver gang en stjerne funkler,
en helt du nævne kan,
men ingen, som fordunkler
din store Kristian.
På lysets kyst han stander
i sejersklædebon,
hver gang en kæmpe lander
hos Rud og Absalon.

Med palmen Kristjan vinker,
når, Dannebrog, han ser
dit hvide kors, som blinker
i kampens flammeskær,
Vift højt for alle vinde,
kald dine sønner frem!
mens havets bølger rinde,
din glans omstråle dem!

Vaj stolt ved Danmarks strande!
Vaj stout ved indisk kyst!
Og ved barbarens lande
lyt stolt til bølgens røst!
den toner om din hæder,
om dine kæmpers pris,
og heltene det glæder
i deres paradis.

Se dem, du har tilbage,
de blusse ved dit navn,
vil for din hæder drage
med lyst i dødens favn,
uplettet skal du svinge
dig over verdens sø,
til Nordens brynjer springe,
og Danmarks hjerter dø!

Vort hjem, du danske jord

Tekst: L. C. Nielsen, 1906
Melodi: C. F. E. Horneman

Vort hjem, du danske jord,
hvor bondebrødet trofast gror,
du digre muld,
så evnefuld,
så yppig til at yde!
Det kimer i din agers korn,
konkylie-horn
om dine kyster lyde –
vi bærer dig i lyst og nød,
vi ærer dig i liv og død,
vi kommer, når du kalder
og knæler i dit skød!

Vort hjem, du danske jord,
hvor lunets lyse sønner bor,
duggsvangre dal
med stridig ahl
og hvide klitters øde!
Det dufter i dit tungemål,
en blomsterskål
af rug og kløver røde –
vi favner dig i angst og fryd,
vi savner dig i nord og syd,
vi harmes, når vi hører
din stumme klagelyd!

Vort hjem, du danske jord,
der håbsom grøn af havet gror,
gavmilde muld
med mindeguld,
der klinger under ploven!
Din himmel hvælver højt sit tag,
i bløde drag
langs fjorden blåner skoven –
vi værger dig i armods kår,
vi sværger dig, ihvor vi går,
at trænges, hvis du trues,
til værn omkring din vår!