Bliv hos os, når dagen hælder

Tekst: B. S. Ingemann, 1838
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Bliv hos os, når dagen hælder,
du kære Fader og Gud!
Bliv hos os, når mørket vælder
af nattens sluser ud!

Henspred over dal og høje
dit stjerneklædebons flig!
så lukke vi trygt vort øje
og slumre sødt hos dig.

Bliv hos os, og vi vil drømme
om englebørnenes fred.
Din ånd gennem himmelstrømme
vil suse til os ned.

Og kongen i livets rige
vil favne alle de små.
På englenes himmelstige
skal barnesjæle gå.

Bliv hos os, når dagen hælder
du kære Fader og Gud!
og paradis-lyset vælder
af nattens sluser ud.

Altid frejdig når du går

Tekst: Chr. Richardt, 1867
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.

Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.

Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Vågn op og slå på dine strenge

Tekst: Thomas Kingo, 1674
Melodi: 1690

Vågn op og slå på dine strenge,
syng mig en dejlig morgensang,
o kære sjæl, stat op af senge,
gør med din tak en himmelgang
gør vold oppå den stjerneborg
og glem så længe verdens sorg.

Velan! jeg vil til himlen stige,
langt fra min jorde-klimp og krop,
mit borgerskab er i Guds rige,
did stunder jeg og daglig op.
Lov, pris og tak i tusind tal
ske Gud i højen himmelsal!

Det eneste, jeg har at give,
er hjertets inderlige tak,
al anden gerning her i live
den er at yde alt for lak:
men mine suk du ej forsmår
og gråden, som i øjne står.

Jeg trøstig til mit kald mig giver
og fanger nu min gerning an,
min Gud mig end så nådig bliver,
som han i al min tid er van,
han tager hånden med mig i
og med sin ånd står trolig bi.

Og ej på verden vil jeg bygge,
om lykken end vil med mig stå,
men alt som dagen sig mon rygge,
vil jeg min sjæl alt minde på,
at glasset rinder, tiden går,
og evigheden forestår.

Snart er natten svunden

Tekst: Johan Ludvig Heiberg, 1840
Melodi: J. P. E. Hartmann, 1840

Snart er natten svunden,
dagen bryder frem.
Fra vor jagt i lunden
alt vi drage hjem.
Borgens haners galen
lyder over vang,
snart vil Gurre-svalen
kvidre morgensang.

End i vesten glimter
matte stjerners hær,
mens i øst man skimter
svage morgenskær.
Mod de tavse strande
søen vugger sig,
stjernen i dens vande
spejles blidelig.

Nu afsted til borgen,
til vor rede hen!
En lyksalig morgen
snart bestråler den.
Veget er det dunkle,
som den mørknet har.
Nu skal solen funkle
for Kong Valdemar.

Se, nu stiger solen af havets skød

Tekst: Jakob Knudsen, 1891
Melodi: Lars Nielsen

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød,
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst.

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjæleve,
blot jeg trygt vil sige: Din vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
moder, søster, elskte, min kærlighed!

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud –
o, du milde Fader, min skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav.
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejersjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

Nu rinder solen op af østerlide

Tekst: Thomas Kingo, 1674
Melodi: H. O. C. Zinck, 1801

Nu rinder solen op af østerlide,
forgylder klippens top og bjergets side,
vær glad, min sjæl, og lad din stemme klinge,
stig op fra jordens bo,
du dig med tak og tro
til himlen svinge!

Utallig såsom sand og uden måde,
som havets dybe vand er herrens nåde,
med den hver dag min sjæl han overgyder,
hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

Han har i denne nat med engleskare
mit hus og hjem omsat, at ingen fare
har mig og mine ramt i nogen måde,
men jeg er frelst og fri
fra dødens mørke sti
og sjælevåde.

Min sjæl, vær frisk og glad, lad sorgen fare,
dit legems blomsterblad vil Gud bevare,
han vil i dag mig give kraft og styrke,
jeg i mit kald og stand
min Gud og fader kan
tilbørlig dyrke.

Gud lægge hånd i hånd med mig og give
sin gode Helligånd, mit kald at drive,
velsign mig, Herre Gud, ud af det høje!
Gid jeg hver dag og tid
i dig og i min flid
mig lader nøje.

Lad synden mig i dag ej slet forblinde,
at jeg min Guds behag kan ret besinde,
Men om min fod går vild og sig mon støde,
da vend, o Gud, mig om,
og gå ej straks til dom
for svagheds brøde!

Du bedst min tarv og trang, o Herre, kender,
tilmed er lykkens gang i dine hænder,
og hvad mig tjener bedst i hver en måde,
du det tilforn jo ser.
Min sjæl, hvad vil du mer?
lad Gud kun råde!

Lad landet dejligt stå af frugt og grøde,
lad sandhed fremgang få og retten møde:
Gud give mig min del som alle andre,
indtil jeg hos min grav
nedlægge skal min stav
og heden vandre.

Lysets engel går med glans

Tekst: B. S. Ingemann, 1837
Melodi: C. E. F. Weyse, 1837

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygte alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
se! Vorherres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds himmel,
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje,
os han også smiler til,
englen med Guds himmelglans i øje.

Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.


Om “Lysets engel går med glans”

Oprindeligt en del af de sange som Ingemann, sammen med Weyse, samlede i en børnesangbog. En trøstende morgensalme der skulle opmuntre syge, ensomme og forældreløse børn.

Temaet i sangen er den skabende Gud der skaber lyset, og at denne lysets kraft favner barnet hvor det er og beskytter det, fordi lyset skubber mørket væk.